Marie-Antoinette - Antonia Fraser

• Fransk
• 5.-8. december
• 726 sider
• Dansk titel: Marie Antoinette - Rejsen

Selvom denne bog oprindeligt er skrevet på engelsk, og blandt andet ligger til baggrund for Sofia Coppolas horribelt overfladiske film om livet ved Versailles-hoffet, så var det for mig et åbenlyst valg at læse den på fransk. I modsætning til den danske kritik var der nemlig af samme grund ingen problemer med dårligt eller inkonsekvent oversatte navne og titler. Det er for mig væsentligt, når jeg læser en biografi fra fransk historie, hvor man er vant til den franske navne og titler.

For der er en hel del at holde styr på i denne lange og tætskrevne bog; de franske har jeg ingen problemer med - men Habsbourg-huset (Marie-Antoinettes mødrene ophav) er en anden historie - og ikke mindst, hvordan hendes søstre og brødre giftes videre ud i Europas kongehuse og fyrstedømmer. Det krævede lidt Wikipedia parallelt - men var dejligt lærerigt!

Jeg har tidligere læst Jean-François Chiappes mere overfladiske biografi fra 1988, samt selvfølgelig Stefan Zweigs mere psykologisk inspirerede værk fra 1933. Frasers biografi tager et lidt andet udgangspunkt, og er under alle omstændigheder et imponerende stykke historisk biografiarbejde. Hendes udgangspunkt er som hun nævner i forordet, at fortælle historien uden at lade sig influere af slutningen - som vi jo alle kender.

Hendes fortælling starter med fødslen og det kan undervejs ikke undlades, at man analyserer hendes beskrivelser som en årsag til det senere fald - den manglende uddannelse som næstsidste (og lidt oversete) barn i en søskendeflok på seksten børn; den katastrofale start på ægteskabet med en ung kronprins (og ret hurtigt konge), som ikke ville opfylde sine pligter i sengen.

Som sagt er der ikke meget nyt i historien - andet end, at den måske er nyere, og dermed har flere ressourcer til rådighed ligesom vi i dag dømmer anderledes end tidligere biografer har gjort. Muligvis er hendes tilgang også anderledes fordi hun er kvinde; hun anskuer uden tvivl Marie-Antoinettes handlinger anderledes end en mandlig fortæller - hvor mange kvinder ville ikke på den tid - og efter den tids normer - være faldet for fristelsen til pynteri og tant og fjas ved et hof, hvor man levede så afskåret fra virkeligheden?
Er man tilmed kun en teenager og adskilt fra sin familie og venner - og et nemt offer for intriger og geskæftige hofpersonnager, der vil indynde sig - så kan man forstå besværligheden ved at finde en rolle, som kunne have reddet kongeriget og undgået revolutionen.

Men det mest groteske i hele denne historie om revolutionen er og forbliver for mig, at franskmændene blot få efter at have kappet en masse hoveder, accepterer en mand, der selv proklamerer sig som kejser og på ingen måde står tilbage for Louis XVI's hofs ødselhed. Om man udsmykker sig selv, sine paladser osv. med liljer eller bier er vel i den henseende ligegyldigt? Tendensen vae præcis den samme - omend hans fald blev en anelse mildere.

Franskmænd er stadig i mine øjne den mest royalistiske republik i verden - og de nærer en oprigtig nostalgi overfor fortidens storhed. De behandler deres folkevalgte præsidenter på en helt anden måde end vi vore statsministre, og der er stadig reminiscenser af kongerøgelse i fransk kultur. Det er svært at dømme entydigt i dag, hvor vidnesbyrd er forfalskede og forældede - men en retfærdig rettergang fik de ikke; og dommen var ikke i relation til forbrydelsen men i relation til folkehadet.