Tintin au Congo de Papa

• Fransk
• 8. december
• 63 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I forbindelse med retssagen og den stigende polemik omkring Tintin i Congo, har en belgisk avis udgivet en lille fin bog for at forklare baggrunden og historien bag. Det var årsagen til, at jeg først genlæste albummet for at have det frisk i erindring. Det var utroligt lærerigt!

Retssagen startede i 2007, da en congoleser bosiddende i Belgien, anlagde sag. Han ville have bogen forbudt - eller fjernet eller trykt med en stor fed advarsel udenpå for racistisk indhold. Sagen har nu været ved den belgiske domstol uden held, og er nu trukket videre til menneskerettighederne.

Hvis man ser på de reelle fakta beskrevet i denne bog kan man dog virkelig stille sig selv spørgsmålet om det er løsningen?

For det første skrev Hergé denne serie på bestilling til en avis i 1930; den var lavet efter tidens ånd for at promovere Congo som destination for unge katolske missionærer. I 1946 blev det omskrevet, farvelagt og omstruktureret til et album, som indgik i den stigende række albums med Tintins eventyr. I den forbindelse skete der en del ændringer - blandt andet tales der ikke længere om Belgien, ligesom landet ikke længere nævnes på nær på forsiden. Nu ankommer de blot til Afrika! Da Tintin skal agere skolelærer i den lille missionsskole var det oprindeligt en lektion i Belgiens geografi som deres fædreland, mens det nu er matematik.

Disse elementer er siden blevet fremhævet som racistisk forstærkende; at Hergé ikke blot ville nedgøre congoleserrne men alle af afrikansk afstamning i hele verden. Det er stærke ord, og for mig at se noget ude af proportioner med hensigten bag.

I 1960 blev Congo uafhængigt, og man stoppede salget af albummet på fransk - velvidende at det kunne støde. Men i 1969 genudgav en avis i Zaire (en af Congos midlertidige navne) serien i deres avis. Hvis de kunne gøre det i god tro og uden problemer, kunne forlaget i Europa også mente man, og derfor kom det igen på gaden i 1970.

Tegnere og intellektuelle i Congo udtaler i bogen, at de synes, at det er morsomt - at der for dem er elementer, som minder dem om det morsomme i de hvides opførsel - og det griner de af! Den omvendte verden.

Den berømte næsehornsepisode blev ændret i 1975 under pres fra forlaget Carlsen i Sverige - som vist også udgiver den danske udgave - som mente, at den slags brutalitet overfor dyr var for meget. Men den er forblevet i den franske udgave.

Hele diskussionen virker på mig lidt absurd; jeg kan godt se, at karikaturen er grov - men jeg kan da også gennemskue, at den viser en verdensopfattelse, der var anderledes for 80 år siden, da den oprindeligt blev skrevet. At den - som Hergé selv har udtalt - var en ungdomsfejl; og at den helt sikkert havde været anderledes, hvis han havde sat sine ben i Congo.

Men skal man så også forbyde al anden litteratur eller film, der vidner om jødeforfølgelse fx? Under påskud af, at det kan give ungdommen i dag ideer om at behandle jøder ligesådan? Skal man ikke netop benytte et album som dette til at undervise og lære nye generationer om kolonialismen på godt og ondt? Det er et historisk vidnesbyrd - og man kan ikke udslette historien. Den tankegang er jo i øvrigt helt absurd i mine øjne.

Der er stereotyper - som den dovne afrikaner, der ikke vil arbejde, da toget vælter; men der er også de morsomme stereotyper, som congoleserne selv er stolte af - selvsamme afrikaner i sit meget fine tøj, som inkarnerer den livsstil, som congoleserne selv kalder sapeur, som beskrevet i bogen af den congolesiske forfatter Alain Mabanckou. Jeg kan godt forstå den congolesiske kunstner, som udtaler, at der er grundlag for et godt grin - fra begge sider. Man skal bare huske, at det også skal bruges til eftertanke og udvikling.

Det var et interessant tillæg til debatten- og personligt lærte jeg meget nyt af denne lille bog ved at læse den sammen med selve albummet.