Hvor ilden brænder - Jesper Bugge Kold

 

• Dansk
• 13.-15. november
• 366 sider

Det er nogenlunde et år siden jeg læste første bind af Jesper Bugge Kolds fortælling om de danskere, der rejste til Amerika i det 19. århundrede. Det er vist tænkt at skulle være en trilogi - og som altid ville jeg ønske, at jeg havde tålmodighed til at vente til hele serien var der. Visse detaljer fra første bind var nemlig ikke helt knivskarpe i erindringen længere.

I andet bind starter vi i 1883, hvor Johanne og Jens trives på deres gård i Nebraska sammen med den gamle enarmede soldat Valdemar, og de mange børn. Men ulykken rammer, og Jens dør en dag ude på marken. Nu er Johanne alene om at sørge for afgrøder og pasning af familie og dyr - nok klarer de sig, men det kræver, at hver sæson går godt. Der skal lægges forråd til side til vinteren, og høsten skal ikke ødelægges af storme, hede, tørke og alle de andre lunefuldheder naturen har at byde på. 

Samtidig er Johanne nu et oplagt mål for egnens ugifte eller enkemænd. Det ses nok helst, at hun gifter sig igen og det er jo smartest med en mand i huset. Hun bliver hurtigt ombejlet på både den gode men især den mindre gode måde, men hun står fast.

Deres liv på prærien præges også af de gennemrejsende; således forsøger hun at hjælpe en norsk familie og kommer selv ud på flere rejser på tværs af landet. Der er endda en tur hjem til Danmark, som viser sig at blive et bittersødt møde med fortiden. 

Det er i bund og grund ikke mange generationer siden. Det er vel på mine oldeforældres tid - og alligevel er det nok svært for os i dag at forstå den fattigdom, der var grundvilkåret for mange danskere. Da Johanne rejser hjem ser hun den fattigdom, som er afhængig af ens arbejde for herremanden. I det mindste har hun fod under eget bord! 

Der sker en del for Johanne som enke - der er virkelig både cowboys og indianere i dette bind. Hvis man som barn har set eller læst Det lille hus på prærien kan man levende sætte billeder på beskrivelserne. Jeg glæder mig til sidste bind - selvom der nok går et år igen. 

Det kunne måske også give forlaget tid til at nærlæse korrekturen inden den går i tryk. Det hedder stadig ikke, at "man har reddet en hest" og hvis man taler om en hests muskler er det ikke scener muskulaturen. Det lugter af en computerkorrektur, da ordene eksisterer - blot ikke i den kontekst.