Natteskov - Djuna Barnes

 

• Engelsk
• 29.-30. november
• 192 sider
• Originaltitel: Nightwood

Djuna Barnes er kunstnernavnet for den danske forfatter Maria Gerhardt, som hun brugte når hun arbejdede som dj. Men hun var inspireret af virkelighedens Djuna Barnes (1892-1982), som var en amerikansk forfatter og journalist, og mest kendt for sit hovedværk Nightwood, der blev et af de første og største lesbiske litterære værker. 

Jeg læste en del om hende i bogen om udenlandske kunstnere i Paris i august, og den stod på ventelisten. 

Hvordan skal man så beskrive den roman? Med så massive forventninger er det svært ikke at blive skuffet desværre. Der er ingen tvivl om, at den var banebrydende, da den udkom i 1936. Samtidig er den stilistisk ret kompliceret, inspireret som den var af moderne abstrakt kunst, surrealisme og de andre -ismer, der florerede på den tid.

Historien samler en lang række personer, og det er svært at holde blot nogle af dem rigtigt centreret i romanen. Men en af hovedpersonerne er Robin Vote, som bliver gift med Felix - en østrigsk dandy, som påstår at være aristokrat. Robin møder Nora Flood - en amerikansk kvinde - og de to indleder en hed affære, som fører til, at Robin forlader Felix og deres søn Guido.

Nora er baseret på Djuna Barnes selv, mens Robin er Barnes' elskerinde Thelma Wood. Titlen skulle være et ordspil på Nigh T. Wood - altså "tæt på T. Wood". Deres forhold, som varede fra 1921-29 var ikke uden konflikter - jalousi, utroskab, druk - og det samme går igen i romanen mellem Robin og Nora.

Rundt om de to kvinder følger vi Felix og en mystisk doktor, som filosoferer over livet - meget af tiden udklædt som kvinde. Han fører lange monologer med råd til de to kvinder om deres forhold og konflikter. Det ender fuldstændig surrealistisk med en scene, hvor Robin i en kirke møder Noras hund og selv antager en dyrisk form. Det er så absolut i tråd med tidens kunstneriske bevægelser. Det er også en fortælling om Barnes' eget kærlighedsliv og det bristede forhold til Wood - som i øvrigt ikke var særlig imponeret over bogen.

Jeg forsøger at læse"klassikere" - de bøger, der af udefinerlige årsag transcenderer tid og sted - et par gange om året. Det betyder jo så, at visse er af ældre dato og det kan have sine udfordringer. Jeg har læst flere meget begejstrede anmeldelser af denne bog - en del af dem noget ældre - og gennemgående siges det, at man skal læse den en del gange for at komme til bunds i den. Det tror jeg nu ikke jeg har tålmodighed eller overskud til. Det er lidt rodet; det stikker i alle retninger - og jeg er nok ikke modtagelig overfor denne surrealistiske skriveform. Men historien omkring historien er absolut interessant set i et større kunstnerisk perspektiv.