Sunday, November 9, 2025

Død - Anders Agger / Mingo

 


  • Dansk
  • 9. november
  • 283 sider

Død er vel nærmest en opfølger til Aggers bog om kærlighed - det er i hvert fald uløseligt forbundet. For når vi elsker, gør tabet ondt. Vi skal alle dø - og forhåbentlig har vi alle nogen, der kommer til at mangle os. Savne os.

Døden kan komme på mange måder. Uventet og brutalt eller med en varsel, som giver os tid til at forberede os og planlægge vores afsked. Eller den kan strejfe os og beslutte sig for at vente lidt endnu - som den unge pige, der var i Fields under skyderierne eller den frivillige ved fronten i Ukraine. Den kan også være selvvalgt - og der er chokket og skyldfølelsen nok den største hos de efterladte, som ikke forstår, at de ikke så det.

Ligesom i Kærlighed er historierne fyldigt illustreret. Det er måske ikke halvt-halvt men ikke langt fra og de meget smukke fotos ledsager historien på den smukkeste vis. Sammenholdt med Aggers ord, der altid rammer én dybt. Nogle historier fortælles udelukkende af den pågældende person, andre er dialoger med Agger og endelig er der hans egen historie om forholdet til forældrene, der er oppe i årene og hvor døden nu er et vilkår, der skal tages alvorligt.

Det er stadig en bog, der ligesom Kærlighed kan læses på en dag - og det er også fint. Man synker nemlig helt ned i ordene og billederne. Den styrke og skrøbelighed Agger besidder er helt unik, og man synes der kunne være mange flere historier. Tit er de ægte og virkelige historier mere rammende end de bedste fiktive fortællinger. Sådan er det her!

No comments: