Shosha - Isaac Bashevis Singer

 

• Fransk
• 18.-21. november
• 408 sider
• Originaltitel: Shosha

Jeg fik en fornyet lyst til at læse Isaac Bashevis Singer efter min rejse til Warszawa i sommer; det er altid en anden oplevelse, når man kan sætte indre billeder på de steder, der beskrives. I tilfældet med Warszawa er det selvfølgelig ikke helt så enkelt, da stort set intet af byen, som den så ud i mellemkrigstiden står tilbage i dag. Men alligevel fornemmer man stemningen, som den har været da en af byens største befolkningsgrupper var jøder. Det var her Singer voksede op, og mange gadenavne findes endnu.

Denne roman er fiktion, men virker til at have trukket en del inspiration fra Singers eget liv.

Hovedpersonen, Aaron Greidinger, er en ung mand, som forsøger at finde sin vej i livet som forfatter. Han møder i 1930'erne det amerikansk-jødiske par Betty og Sam - de er velhavende, og Betty er skuespiller. Så Aaron skriver et teaterstykke til hende, og de to indleder en affære med mandens fulde opbakning.

Men Aaron møder også sin barndomsveninde, Shosha, igen. De to legede sammen som børn, men flytninger og tiden kom i vejen, og de er nu voksne. Men Shosha er ikke som de andre; hun er mentalt handicappet og er forblevet lidt naiv og uskyldig. I denne brydningstid mellem de to verdenskrige bliver hun symbolet på renheden og uskylden, som verden endnu engang er ved at miste - og i særdeleshed jøderne i Polen. Aaron svinger mellem Shosha og de fornemme verdensdamer, der kurtiserer ham - men han kan ikke give slip på Shosha.

Da han får muligheden for at flygte til Amerika, da tingene begynder at spidse til, siger han da også nej - han kan og vil ikke forlade hende. Men det er også en form for apati eller tro på, at det ikke kan udvikle sig så galt som det gør. En følelse mange havde - og så ventede de til det var for sent.

Aarons historie er også historien om det jødiske Warszawas endeligt. Krigen, der rykker nærmere med flyene, der symboliserer destruktion og Aarons skriverier, der er en flugt ind i en anden verden.

Som med andre af Singers bøger beskriver han ikke Holocaust direkte. Han var i øvrigt selv flygtet til USA i 1935, og måske ville han ikke skrive om det, han ikke var vidne til. Måske var det en form for ydmyghed eller respekt over for dem, der døde? Han skrev mangt og meget om jødisk historie, kultur og identitet - men springer altid over de år. Ligeledes her, hvor epilogen foregår femten år efter krigen, hvor Aaron bor i USA. Han er en succesfuld forfatter, men har mistet Shosha under flugten ud af Warszawa.

Han rejser til Tel Aviv og møder andre overlevende, og de mindes det, der ikke længere er - uskylden, skyldfølelsen over at have overlevet, og minderne, der varer ved. Det er ikke hans bedste roman, synes jeg. Den er for langsom og detaljeret og alligevel mangler flere af personerne den dybde, han ellers er så god til at bygge op. Især Shosha, som jo er både titlen og centrum for Aarons moralske dilemma om at rejse eller blive, kommer ikke til at stå tydeligt nok. Men man er absolut sat tilbage til Warszawa - som det var engang og aldrig blev igen.