L'origine de nos amours - Erik Orsenna

• Fransk
• 30. juli
• 249 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Franskmænd har et enormt behov for at tale - gerne med rigtigt mange ord, og med rigtigt mange krumspring.

De har også et stort behov for at tale om, hvem de er og hvorfor de er blevet sådan. En sådan selvransagelse ser man vist ikke så tit hos danske forfattere; men dog mere end hos engelske og amerikanske, fornemmer jeg. Men franskmændene vil altså til bunds i de her ting, og det er derfor helt legitimt for dem at skrive bøger om deres rødder, om forholdet til forældre, børn eller (eks)kærester og koner.

Alexandre Jardin har skrevet en række romaner om sin egen far; Amin Maalouf har skrevet den meget smukke bog om, hvordan han går på opdagelse i sin families historie. Eric Fottorino skrev om forholdet til sin far efter denne begik selvmord - og sådan kan man blive ved!

Orsenna har jeg tidligere læst romaner af; hans fantastiske afrikanske historier - men denne gang er det altså også en mere navlepillende historie. Sammen med sin far undrer de to mænd sig over, hvorfor de ikke kan få kærlighedslivet til at fungere - de bliver skilt samtidig i 1975. Faderen fra moderen som ca. 50-årig og Orsenna somca. 30-årig fra sin første kone. De mødes jævnligt på den samme restaurant, og diskuterer emnet. En forklaring må være deres cubanske rødder, mener faderen - al det musik, de smukke kvinder etc.

Faderen begynder som en gammel herre at grave i den historie, da Orsenna som 60-årig skal giftes igen - for nu skal den forbandelse altså hæves.

Historien springer meget frem og tilbage mellem alle deres samtaler og konklusioner; i tid og i sted.

Og samtidig kommer Orsenna ind på sit forhold til søskende, elskerinder og faderen selv. Det nye ægteskab er heller ikke særligt vellykket - men for at givedet en chance, forsvinder faderen. Han søger tilflugt langt ude på landet, og Orsenna og hans nye kone skriver rørende optimistiske breve om deres lykke for at lokkeham ud af sit skjul. Faderen gennemskuer dog det hele - men tilgiver sønnen, inden han dør som en glad gammel herre.

Man kan undre sig over, om det ikke er forstyrrende for forfatternes familie, venner og elskede således at blive udstillet; men den slags tager franskmænd forbløffende roligt. Det sker jo uden tvivl ikke uden de andres viden eller samtykke. Og så antager det pludselig en helt anden form, synes jeg.

Orsennas bog er på trods af sin lidt kaotiske opbygning meget smuk, og en hyldest til faderen og hans liv - og lige det kunne man måske godt lære af. Vi har så travlt med at forandre og fjerne os fra tidligere generationer, hvor man i andre lande og kulturer opsøger netop dette.