- Engelsk
- 1.-8. november
- 737 sider
- Dansk titel: Endnu ikke oversat
Historiske krimier er lige mig - når jeg endelig skal læse en krimi; og så skal det jo under ingen omstændigheder være svenske elendige femi-krimier. Så denne appellerede til mig, da jeg så den i lufthavnen på vej på ferie.
Da jeg så kiggede nærmere på den, opdagede jeg, at det faktisk var sjette bind i en hel serie om detektiven Shardlake fra det 16. århundredes England. Så blev jeg lidt i tvivl om jeg skulle starte fra begyndelsen, men endte alligevel med at kaste mig over denne - krimier kan jo som regel læses uafhængigt.
Året er 1546, og England kommer sig over krigen mod franskmændene, som der refereres en del til i forhold til den krumryggede advokat Shardlake - og som var omdrejningspunktet for femte bind må man formode. Kongen. Henry VIII, er ikke længere ung og begynder at lide under årtiers udskejelser med mad og vin i alt for store mængder. Måske ved han selv, at tiden er ved at rinde ud og vil have styr på fremtiden. Den lille prins Edward er kun ni år gammel, og landet plages af de religiøse heksejagter, der er resultatet af kongens brud med Rom.
Nogle vil tilbage til den katolske kirkes praksis og med Paven som overhoved; men andre hælder mere til en protestantisk inspireret tro. Kongen selv er fint tilfreds med at være Guds stedfortræder og holder fast i transsubstantionanen - eller nadveren, hvor brød og vin symboliserer Jesu legeme og blod. At benægte denne tro er en overtrædelse af loven, der straffes med døden - som regel ved at blive brændt på bålet.
Catherine Parr, som er kongens sjette og sidste hustru, er absolut liberal i sin tro, og i 1546 har hun skrevet en lille pamflet, som hedder Lamentation of a Sinner. Den skulle senere udkomme (dog først efter kongens død) - men i krimien her bliver den stjålet fra dronningens værelser.
Jagten på bogen bliver samtidig et indblik i de forskellige fraktioner omkring kongen - katolikkerne og protestanterne, som man groft sagt kan stille det op, selvom det er lidt mere nuanceret end som så.
Shardlake arbejder på at finde bogen, men hurtigt begynder mordene at følge i kølvandet på alle implicerede. Der er højere kræfter indblandet - og det viser sig da også. at kongens nærmeste rådgivere har ansat spioner til at fremme hver deres lejr.
Selvfølgelig er alt dette blot fiktion og spekulation; faktum er dog, at historisk foregik der en del heksejagter i året 1546 - og ikke mindst var der mange, der forsøgte at vælte dronningen, da det havde afgørende betydning for den tro den lille arveprins ville blive opdraget i. Som historien skulle vise, så døde han ung og hans søster Mary bragte kortvarigt England tilbage til paven inden hendes død. Dernæst fulgte Elizabeth I, som var udpræget protestant - ikke mindst influeret af hendes stedmor, Catherine Parr.
Det historiske aspekt var fascinerende og spændende læsning; men jeg synes, at der var for mange gentagelser. De andre bind er alle omkring de 500 sider, og det ville have været glimrende til denne også. Tit blev hele intrigen opsummeret igen og igen - og det trætter læseren. Men jeg levede mig ind i personerne, og jeg er jo vild med netop Tudor-tiden - så det er ikke utænkeligt, at jeg anskaffer mig de fem første bind ... i den rigtige rækkefølge!
No comments:
Post a Comment