Pariseren - Isabella Hammad

 

• Engelsk
• 10.-15. november
• 576 sider
• Originaltitel: The Parisian

Der er nogle romaner, man virkelig skal kæmpe lidt længere for - sådan var det med denne. Ved vejs ende var jeg endda slet ikke sikker på, at det havde været det værd?

Titlen til trods foregår meget lidt af historien i Paris; men det bliver alligevel definerende for vores hovedperson, Midhat Kamal. Opvokset i Nablus i Palæstina i begyndelsen af det 20. århundrede, sendes han under 1. Verdenskrig til Montpellier i Frankrig for at undgå hæren. På det tidspunkt er Nablus under det Osmanniske Rige, som dog kollapser under krigen. 

Midhat studerer medicin, og logerer hos en lokal professor og hans datter Jeannette, som han forelsker sig i. Da han opdager, at professoren anser ham for et studie i at "omvende laverestående racer" forlader han huset og Montpellier i raseri og tager til Paris. Her møder han landsmænd, som er optaget af tanken om et selvstændigt Palæstina - en drøm, som hundrede år senere stadig skaber konflikt.

Midhat selv er lidt af en dandy, og da han vender hjem lige efter krigen, får han tilnavnet Pariseren af de lokale. Han gifter sig med Fatima, og arbejder for faderen - men hans hjerte blev i Frankrig.

Historien følger Midhats liv til han som midaldrende (knap fyrre år) får et totalt sammenbrud, og indlægges på en klinik i Jerusalem. Vi følger byens rolle i de politiske spændinger, der udspiller sig i kampen om selvstændighed enten som Syrien eller Palæstina. Midhat formår dog at holde sig udenfor og distancerer sig fra nogle mere engagerede familiemedlemmer; han lever delvist i sin drømmeverden og på ryet som den elegante pariser.

Det er en meget lang roman, som læses meget langsommeligt synes jeg - man tror hele tiden, at nu kommer der til at ske noget. Men ved bogens slutning måtte jeg erkende, at det gjorde der ikke! Der er et forsøg på at imitere 19. århundredes patos og stil, men det fungerer ikke helhjertet for mig. Der er meget dialog på både arabisk og fransk; det sidste er jo ikke et problem for mig - men overordnet synes jeg det ødelægger oplevelsen, da man jo går glip af en masse.

Jeg kæmpede mig igennem - men det var ikke den nydelse jeg havde set frem til.