Frantumaglia - Mit liv i ordene - Elena Ferrante

 

• Fransk
• 21.-26. juni
• 496 sider
• Originaltitel: Frantumaglia - L'écriture et ma vie

Jeg har læst alle Ferrantes bøger pånær Dukken der blev væk - og i lang tid har denne ventet i reolen. Jeg var sikker på, at det ville være noget, der krævede fokus og der tog jeg ikke fejl.

Mysteriet om personen Elena Ferrante er jo til stadighed noget, der fascinerer såvel den litterære verden som medierne. I vores højteknologiske tid virker det absurd, at man ikke ønsker permanent exposure og berømmelse. I denne samling af tekster kommer vi over breve fra Ferrante til hendes forlæggere, samt interviews givet skriftligt over mere end tyve år. Den første mindre del udkom i 2003 med fokus på Besværende kærlighed og Forladte dage, og blev senere udvidet med interviews og en lang tekst med fokus på Napoli-romanerne.

Ferrante uddyber sin erfaring med at skrive bøger, som hun igen understreger ikke er hendes eneste profession - hvad hun ellers lever af vil hun dog ikke præcisere. Hun berører emnet om feminisme i hendes romaner og i litteraturen generelt, og hendes inspirationskilder som Morante, Munro - men også klassiske tekster. Vi ved, at hun har studeret klassisk litteratur som ung og hendes historier trækker på arketypiske symboler - også i hendes valg af navne.

Hvis man håber på"saftige" afsløringer er det ikke her man får dem. Ferrante holder fast i sin overbevisning om at bevare sin anonymitet, og når man læser interviews over så mange år er det bemærkelsesværdigt, at hendes svar ikke ændrer sig. Hun mener ikke, at hun som person er nødvendig for at få historierne til at leve - og sammenligner det med fx Shakespeare, som vi jo ikke ved meget om som menneske, men vi værdsætter hans værker alligevel.

Bogens titel Frantumaglia refererer til en særlig sindsstemning, som Ferrantes mor lærte hende om - den følelse af at være knust, følelsesmæssigt forvirret - en stemning som hendes kvindelige protagonister ofte er i.

Der er selvfølgelig en del gentagelse; samtlige journalister spørger om de samme ting - hendes rigtige identitet, hendes syn på feminisme, italiensk politik etc. Det kan blive repetitivt, men man kan også beundre hendes integritet og vedholdendhed i disse standpunkter. Deri er der under alle omstændigheder en læring ved at læse bogen.

Ferrante har dog afsløret sin fødselsdato og vi ved, at hun er 81 år gammel. Kommer der flere romaner? Måske - og måske ikke. Vil vi en dag få opklaret mysteriet - som Romain Garys belv opklaret, da han ikke længere var der? Det håber jeg stadig ikke fordi jeg har den dybeste respekt for hendes beslutning, og håber den bliver respekteret.