Tuesday, June 11, 2024

Les mains du miracle - Joseph Kessel

 


  • Fransk
  • 4.-11. juni
  • 416 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Som jeg tidligere har nævnt i forbindelse med Joseph Kessel, så spænder han vidt fra ren skønlitteratur til biografier - og noget derimellem. Det er nok der, vi er med denne bog. Den udkom i 1960 - men ser ud til at have en renæssance for øjeblikket, og jeg tog den med på en lille citytrip til Riga. Det var lidt naivt, for der havde jeg ikke meget tid til at læse - og samtidig var jeg så omgivet af den frygtelige periode i historien, at det blev lidt voldsomt.

Historien var helt ny for mig, og det krævede også, at jeg undersøgte mere i dybden - for det viser sig, at der er forskellige versioner af sandheden.

Da Kessel skrev bogen i 1959 havde han talt med hovedpersonen selv - Felix Kersten. Siden er der åbenbart stillet spørgsmål ved nogle af de handlinger, som Kersten tog æren for. Under alle omstændigheder er det en utrolig historie!

Kersten er født i 1898 i det, der nu er Estland men dengang var Rusland. Han tjente under tysk flag i 1. Verdenskrig, for efter denne at ende i Finland. Her begyndte han at studere fysioterapi, og flyttede siden til Berlin, hvor han perfektionerede sine evner med en asiatisk lærer. Han havde et naturtalent for at "mærke" folks sygdomme, og fik hurtigt et fint klientel bl.a. i det hollandske kongehus.

I 1939 blev han spurgt om han ville undersøge Heinrich Himmler, chefen for det forhadte SS og hjernen bag udførelsen af Holocaust. Kersten var absolut ikke nazist - han var total upolitisk; men også klar over faren ved at afslå en sådan forespørgsel. Himmler fik det bedre, og kunne hurtigt ikke leve uden sin læge. Kersten måtte nu fremfor alt behandle den psykotiske despot og konstant stå til rådighed.

På et tidspunkt begynder Kersten at bede Himmler om tjenester; han vil ikke betales for sine behandlinger - og mener også, at det vil gøre ham mere viklet ind i nazisternes net. I stedet beder han om tjenester - først små ting som at få løsladt venner og bekendte. Men med tiden går han langt længere - og det er også her kontroverserne begynder. Han skrev selv i sine erindringer, at han havde forhindret deportationen af hele den hollandske befolkning - noget som siden er blevet betvivlet, da en sådan plan aldrig var oppe at vende.

Han samarbejdede dog uden tvivl med den svenske regering og Folke Bernadotte i forbindelse med de berømte hvide busser, som transporterede skandinaviske fanger hjem. Han havde et tæt forhold til Himmler, hvor han i stigende grad udnyttede dennes ambitioner om evig hæder. Han smigrede Himmler og appelerede til alle hans forfængeligheder for at manipulere ham. Han tog uden tvivl mange chancer uden måske at have gjort alt det, han senere påstod.

Han blev efter krigen flere gange indstillet til Nobels fredspris uden at få den, og er selvfølgelig også anerkendt som Retfærdig blandt nationer af Israel. Hans historie minder på mange måder om Schindlers, som fik en Oscar-film i sit navn; men Kersten agerede direkte ved intim kontakt med en af Tysklands nok farligste mænd og opnåede frigivelsen og overlevelsen af op mod 100.000 mennesker. En virkelig fascinerende historie!

No comments: