3000 Fates - Elena Makarova / Sergei Makarov

 

• Engelsk
• 12.-16. juni
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En souvenir hjembragt fra en virkelig interessant rejse til Riga i forrige uge, hvor jeg blandt andet besøgte Museum of Riga Ghetto and Holocaust in Latvia. Det er et lille uafhængigt museum, som lever af donationer - og køb af bøger er derfor også en god måde at støtte dem på.

Museet har en fast del med blandt andet en togvogn, en lejlighed indrettet med effekter fra tiden, lange mure med navne, der brænder sig fast i nethinden. Men der er også midlertidige udstillinger, som blandt andet den, der er baggrunden for denne bog skrevet af et russisk par, der har brugt år på at dykke ned i arkiverne for at fortælle den mindre kendte historie om de mange jøder, der blev transporteret far især Theresienstadt men også Dachau i tog til Riga. Langt de fleste blev skudt i skovene uden for byen, og begravet i massegrave.

Jeg havde svært ved den af flere årsager.

For det første ramte titlen med de 3000 skæbner virkelig hårdt, da jeg selv fik nyheden om massefyringer i mit firma. Også i tusindtal og med mig selv inkluderet. Det er selvfølgelig slet ikke sammenligneligt, men min koncentrationsevne blev virkelig ramt!

Dernæst var det sproget. I den første del, som fortæller den historiske baggrund benytter de i den engelske oversættelse ordene "aggregatet" om nazisterne og "det defekte materiale" om jøderne. Det er muligvis en virkelig elendig oversættelse, da det jo er et lille uafhængigt forlag - men det virkede hyklerisk og uden respekt. Sig det dog, som det er!

Anden del er kortere beskrivelser af enkelte skæbner, hvor man har fundet flere oplysninger om deres liv inden. Der var jo sjældent et liv efter. Endelig er der tre længere interviews med tre, som overlevede til at fortælle deres historie. Sidste del er ultrakorte tekster med billeder, hvor der sættes billede og person bag et navn. Men litterært har det mindre værdi.

Der er ingen tvivl om, at det var grusomt - som alt, der har med Holocaust at gøre. Jeg var ikke selv klar over, at man benyttede Letland som destination - derfor er det også nødvendigt at fortsætte dialogen om denne katastrofe, for der er hele tiden nye historier og beviser. Men ultimativt købte jeg den selvfølgelig for at støtte museet og have en souvenir med hjem fra min rejse.