Den italienske mester - Tom Rachmann

 

• Engelsk
• 17.-20. juni
• 384 sider
• Originaltitel: The Italian Teacher

Da jeg i maj læste en roman af Tom Rachmann, blev jeg inspireret til at finde flere af hans romaner - selvom jeg var lidt forbeholden ved denne, så havde jeg jo været meget begejstret for den første. Desuden handlede den om malerkunst - en stor chance for begejstring!

Bear Bavinsky er en levemand - en amerikansk kunstner, der virker som en krydsning mellem Hemingway (hvis han var maler) og Picasso, som jo var det. Storforbruger af kvinder, vin og det gode liv. Lige efter 2. Verdenskrig bor han i Rom med hustruen Nathalie og sønnen Charles - også kaldet Pinch. Charles forguder sin far, og er lidt i klemme i det konfliktfyldte ægteskab, hvor Nathalie forsøger at slå igennem som keramiker. Men Bear tåler ikke at dele opmærksomheden, og hun tvinges ind i rollen som hjemmegående husmor. De bliver skilt, da Bear finder en ny kvinde og flytter retur til USA. Da Charles besøger ham, opdager han, at det mere komplekst, da der allerede er to halvsøskende. Det er Bears sædvanlige modus operandi; den ene overlapper den anden igennem hans mange ægteskaber og sytten børn. Men lige nu er Charles teenager og vil have sin faders anerkendelse som maler; men faderen fejer ham af og Charles rører ikke en pensel i årtier.

Charles forsvarer dog sin far til det ekstreme - forhold, der går i stykker, og et liv som italiensklærer i London bliver hans anonyme liv. Indimellem tager han til faderens hytte i Sydfrankrig, hvor atelieret gemmer nogle af faderens malerier. En dag kopierer han et, og sælger det for at hjælpe en af sine halvsøskende økonomisk. Ingen opdager svindleriet - men Charles skal navigere forsigtigt mellem museer, kunstgallerier, journalister og ikke mindst den aldrende fader.

Men han er også ude i en proces, han ikke længere kan styre for sin egen skyld. For det viser sig, at Charles kan male - ligesom faderen, og han tager flere og flere risici.

Der gøres absolut grin med kunstverdenen, som ikke ser plagiatet; men det er først og fremmest en historie om en mand, hvis ego er helt ude af proportioner. Kunstneren, der skal være i centrum og skifter kone og børn ud, når glorien falmer. I den forbindelse tænker jeg straks på Picassos barnebarn, som skrev en lammende kritik af den store mand, som ændrer hans image markant. Der er absolut inspiration fra den historie; også i hvordan Charles vælger at forvalte arven efter faderen. Men et lykkeligt liv får han aldrig selv - den store kunstner var alt andet end et godt mennesker, men tilsyneladende totalt ubevidst om dette - og ligeglad!

Det var en helt anden fortælling end de andre; alligevel centrerer emnerne om kunst - forfattere og malere går igen i Rachmanns værker og denne var absolut den mest helstøbte historie af de tre.