Nazi Billionaires - David de Jong

 

• Engelsk
• 1.-3. juni
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde købt denne i gave til en ven, men så måtte jeg have en til mig selv også - det fortrød jeg bestemt ikke.

David de Jong er en hollandsk journalist og arbejdede i mange år i store amerikanske medier, hvor han blandt andet beskæftigede sig med erhvervsstof og i den anledning begyndte at forstå, at her var der en historie.

Bogens omdrejningspunkt er primært fem tyske familier - Quandt-dynastiet (BMW, våbenfabrikker, ...); Flick (kul, stål, Daimler-Benz, ...); von Finck (bankvirksomhed); Porsche (ja, bilerne selvfølgelig men også Hitlers idé om en "folkevogn") og endelig Oetker (dem med frysepizzaer og buddingpulver blandt andet). Disse fem familier var i 1920'erne i forskellig grad ved at opbygge deres familiers imperier og havde stor succes med det. 

Da Hitler kom til magten blev de hurtigt del af en lille cirkel af erhvervsfolk, der ikke alene støttede Hitlers parti økonomisk - flere af dem var endog også hurtige til at melde sig ind i partiet som trofaste støtter af ideologien. Nogle søgte endda frivilligt optagelse i SS. 

Quandt-familiens overhoved, Günther, giftede sig i 1921 med en purung kvinde, som han dog blev skilt fra i 1929. Denne kvinde, Magda, giftede sig blot to år senere med Joseph Goebbels med hvem hun fik seks børn - de blev alle dræbt af Magda i maj 1945 i førerbunkeren i Berlin. Der var altså tætte bånd mellem mange af disse mænd til den absolut øverste ledelse i nazipartiet.

Deres rigdom blev heller ikke mindre af Hitlers partiprogram med blandt andet den etniske udrensning, som muliggjorde opkøb af fimaer ejet af jøder til latterlige priser langt under markedsværdi. De benyttede arbejdskraft fra koncentrations- og arbejdslejre, som levede under kummerlige forhold, blev fysisk og psykisk mishandlet og i nogle tilfælde ikke overlevede.

Efter krigen var der skyldsspørgsmål at udrede! Retssager og erstatningskrav blev planlagt, og nogle kom midlertidigt i fængsel. Men de fik også hurtigt bortforklaret en hel masse, og slap temmelig nemt afsted med det. Ikke mindst fordi man hurtigt kørte træt i efterveerne af krigen rent psykisk - men bestemt også fordi USA havde problemer med Korea-krigen og den kolde krig, og pludselig havde behov for en stærk industri i Europa. Her var Tyskland et oplagt valg trods forbud om fx våbenproduktion.

Man kan mene, at det er gammel historie. Om lidt kan vi fejre 80-året for D-Day, og der er stort set ingen overlevende tilbage fra den tid. Ikke desto mindre er der disse virksomheder, hvis formue, magt og indflydelse steg eksponentielt med de muligheder de fik og tog under samarbejdet med Hitler. Nogle fordi de var smarte forretningsmænd, der så en god mulighed - men andre bestemt med synspunkter, som passede fint til partipolitikken.

Der fulgte nogle årtier med relativ stilhed, hvor formuerne voksede og krigsgenerationen blev ældre og døde. Nu er der efterkommere, der stilles til ansvar i vores mere politisk bevidste samfund. David de Jong følger nemlig historien helt til dørs med interviews - eller forsøg derpå - af efterkommerne. Mange har endog umådeligt svært ved at erkende fortidens hændelser, og hylder stadig deres bedsteforældre som uskyldsrene kapitalister. Omverdenen og efterkommere til ofrene er dog ude efter en damnatio memoriae - og en ret konkret håndtering af skyld og erstatning.

Som et positivt eksempel inddrager de Jong til sidst historien om Reimann-familien; en nærmest pressesky ultrarig familie, hvis aner kan sammenlignes med ovenstående familier. De håndterede dog tumulten med en helt anden alvor og ansvarlighed. Et pragteksempel på Corporate Social Responsibility og et godt PR-stunt for dem og deres virksomheder. For alle de andre virksomheder er det temmelig tvivlsomt, om de nogensinde vil anerkende fortidens synder - det kan man jo tænke over næste gang man køber en frysepizza - eller en Porsche!