Le ventre de l'Atlantique - Fatou Diome

• French
• January 31-February 1
• 255 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

Efter den meget smukke Kétala, som jeg læste i julen, var jeg spændt på at læse Diomes meget roste debutroman, som frit oversat hedder 'Atlanterhavets mave'. Det var en ualmindelig poetisk og smuk læseoplevelse, selvom jeg til det sidste frygtede en skrækkelig slutning på historien. Det lå i titlen, at dette ikke ville være helt rosenrødt - men heldigvis endte det ikke så galt, som min måske pessimistiske tankegang forventede. Men den er jo også farvet af de mange forfærdelige historier man ser i pressen om bådflygtningene fra Afrika - eller af historier jeg selv har hørt dernede.

Historien fortælles af storesøsteren, som bor i Frankrig og får telefonopkald fra den yngre halvbror, Madické, der er hjemme i landsbyen. Landsbyen er den lille ø, Niodior, som ligger i Siné Saloum-deltaet og nærmest er selvforsynende og meget afskåret fra omverdenen. Alle, der rejser væk, tiltrækker sig derfor stor opmærksomhed - og Frankrig som gammel kolonimagt er og bliver den ultimative drøm om et Eldorado, der trives i bedste velgående.

Det interessante ved romanens opbygning er, at den følger fodbolden. Den starter under EM i 2000, hvor broderen holder med Italien - alene mod alle de andre drenge i landsbyen. Der er et enkelt fjernsyn - men det er ikke helt stabilt; og Madické ringer til søsteren i Frankrig for at få slutresultaterne. Han begynder selv at spille fodbold og langsomt begynder drømmen om at emigrere til Frankrig; det er vejen til rigdom og berømmelse.

Vævet ind i deres historie fortæller søsteren i tilbageblik om sin egen historie som uægte barn, der skulle have været død, men blev taget til nåde af bedstemoderen. Hun fortæller om kulturen, musikken, kvinderne, maden. Hun fortæller om nogle af landsbyens indbyggere, som vender hjem som rigmænd. Men de fortæller ikke, hvordan de har sovet på offentlige bænke og tigget mad; om ydmygelserne og racismen, om savnet efter familien derhjemme og en kultur og et klima, som er det eneste de hidtil har kendt. Det er irrelevant - og især nedværdigende.. og der er så få, der rejser og kommer tilbage, at en løgn sagtens kan overleve.

Fodbolden bliver pludselig vinduet indtil en uopnåelig verden - adgangsbilletten! Madické og søsteren har nogle gevaldige skænderier, hvor han beskylder hende for at være blevet for europæisk. Det indebærer at være individualist, egoist - alt, der kendetegner vores kultur, hvor vi først og fremmest tænker på vores eget ve og vel. Men hun forsøger at beskytte ham, og fortæller ham heller ikke hele sandheden.

Det er desværre en situation jeg kan genkende, når jeg besøger Afrika. Man forventes at komme med uanede midler - og det er svært at forklare, at 10 EUR i Europa ikke rækker så langt som dernede, og at vi i det daglige ikke lever som fyrster. Men Madické bliver, og søsteren hjælper ham til at starte en lille købmandsforretning i landsbyen.

Bogen slutter med VM i fodbold i 2002; allegorien er sublim! Senegal kommer for første gang i landets historie med til VM, og ender i kvartfinalen. Landet er i ekstase - men hurtigt ser de også bagsiden... franskmændene påråber sig nærmest sejren, da størstedelen af de senegalesiske spillere til daglig er i franske klubber. Der lever de til daglig mest en kummerlig tilværelse, hvor det er kutyme at smide bananer efter dem på banen. Madické indser måske endelig, at fjernsynets dragende magt ikke er den virkelighed, han ville møde i Europa - og han træffer selv beslutningen at blive.

Jeg forventede en barsk aflsutning med druknede i Atlanterhavet; men symbolikken går mere på landet og kulturen, som lever i en så perfekt symbiose med havet - i modsætning til det europæiske liv. Til gengæld var det en fin sammenligning med fodbolden, som om noget er med til at gøre verden mindre og skabe store drømme hos fattige overalt i verden - jo fattigere stedet er, jo større rolle kan fodbolden spille... det ser man jo også i Sydamerika.

Et smukt helstøbt sprog og nogle dejlige billeder hun kan skabe med ord - absolut en flot debutroman; og en forfatter, der skal følges!

-------------------------------------------------------------------------

Ayant lu Kétala pendant les fêtes, j'avais été très agréablement surprise par cette jeune auteure sénégalaise et partout je lisais beaucoup de bien sur son début avec ce roman. Je m'attendais effectivement à une histoire qui finit triste au fond de l'Atlantique - peut-être après avoir trop vu, lu et entendu les histoires des pirogues qui s'engouffrent. Quand on se promène sur la plage là-bas on imagine déjà ces images en regardant les belles pirogues colorées et si meutrières.

L'histoire du roman est racontée par la soeur qui vit en France depuis des années et qui garde contact avec son demi-frère via le téléphone. Il est au village sur la petite île de Niodior dans le delta de Siné Saloum. Une île où on vit de la nature - indépendants de la société moderne et très isolé. Mais néanmoins quelques rares habitants partent - et l'appel de la France reste la plus forte. Ancienne pouvoir coloniale mais surtout symbole de tout ce qui est réussite.

Elle prend un angle très intéressant pour raconter leurs histoires - le foot. Le roman démarre pendant la Coupe d'Europe en 2000. Madické, le frère, est supporter de l'Italie - seul et contre tous qui sont pour la France. Il y a une seule télé au village - mais elle tombe souvent en panne, et Madické doit appeler la soeur pour avoir les résultats. Il commence à jouer lui-même et petit à petit il rêve de partir jouer en France - c'est le chemin assuré de la richesse!

Entre ces histoires de leur relation, elle raconte son histoire - d'enfant illégitime qu'on a voulu tuer à son besoin de quitter ce pays pour devenir elle-même. L'histoire des destins de femmes là-bas mais aussi les histoires de quelques habitants partis en France et revenus. Ils reviennent comme des pachas mais oublient de raconter la misère - les nuits sur un banc public ou mendiant dans la rue. Les humiliations et le racisme, et le manque du pays, de la chaleur, de leur culture. Il ne faut pas en parler - et si peu reviennent que le mensonge (et l'honneur surtout) reste intact.

Le foot devient alors la fenêtre qui s'ouvre sur un nouveau monde. A son retour au pays Madické reproche à sa soeur de ne pas vouloir lui payer son billet d'avion - elle est devenue trop européenne.... c'est à dire égoiste et individualiste. Tout ce qu'il y a de pire dans notre société vue de là-bas! Elle veut surtout le protèger et ne lui raconte pas toute sa verité non plus - comment 10 EUR en France ne te donne pas la même chose que ses 10 EUR ramenés au pays.

Elle lui donne un ultimatum en lui offrant une somme d'argent, mais uniquement si il reste au pays; et il ouvre une petite superette au village. A la fin du livre nous arrivons à la Coupe du Monde de 2002; le Sénégal participe pour la première fois et atteint les quarts de finale - un miracle! C'est la fête - aussi parmi les sénégalais en France, mais cette joie est tâchée par la revendication des français que la plupart de joueurs sénégalais jouent dans des clubs français. Typiquement français - mauvais perdants qu'ils sont... mais aussi une dûre vérité d'un quotidien de ces joueurs qui ont l'habitude de reçevoir des bananes à la figure pendant les matchs. On les veut quand ça va bien - mais pas dans les mauvais temps!

Madické en grandissant réalise que ce n'est pas là son chemin; il reste - alors que beaucoup d'autres auraient pris la pirogue pour partir. C'était la fin que je craignais - mais elle a écrit une belle histoire sur la culture, les sentiments de l'éxilée, l'envie d'une vie nouvelle... c'est très poétique et on est transporté sur les plages du Sénégal en lisant ses mots.