Le Bureau d'Eclaircissement des Destins - Gaëlle Nohant

 

• Fransk
• 13.-16. april
• 432 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kan ikke helt forstå det allerede er fem år siden jeg læste Nohants roman om den franske digter Robert Desnos, som døde i Theresienstadt blot nogle uger efter befrielsen.

Den var fantastisk og sørgelig; og emnet i denne roman er præcis det samme - og vedrører igen krigen og dets ofre.

Irène er franskmand, men har i mange år boet og arbejdet i Tyskland på det internationale opsøgningscenter - også kendt som Arolsen-arkivet. Jeg kendte dog ikke til dette center, og det er jo både rørende, fantastisk og tragisk, at de stadig så mange år efter modtager så mange breve hele tiden med forespørgsler om personer.

Men Irène i bogen er jo en fiktiv person, der er havnet her fordi hun giftede sig med en tysker. De er siden skilt, og hun lægger al sin energi i arbejdet med at opspore slægtninge til de mange, der døde i kz-lejrene. Hun får nu en ny opgave, hvor hun skal opspore personer baseret på objekter, de har liggende. Det bliver blandt andet et lille tøjdyr og en medaljon med et navn og fødselsdato indgraveret, der bringer hende ud på en "opdagelsesrejse" over Paris, Warszava, Thessaloniki og andre steder for at finde spor efter ejerne.

Det kører til tider lidt i alle retninger; vi følger hendes forskellige sager blandet sammen og paralellt er der historien om krigen og så lige hendes nutidige private historie. Der er også tilbageblik på hendes tid i Tyskland; samarbejdet med en kollega, som havde et nummer tatoveret og døde afkræft inden hun turde spørge ind til historien. Der er historien om eksmandens forældre, som jo var voksne under krigen og har måttet tage en position i forhold til nazismen.

Det bliver lidt rodet nogle steder, og man fornemmer, at hun forsøger at presse en del faktuel viden om nazismen ind i romanen. Det forstyrrer rytmen synes jeg - men informationerne er jo i sig selv vigtige og grufulde. Jeg har faktisk sværere ved at læse denne slags romaner efter jeg sidste år besøgte Auschwitz og Schindler-museet i Krakow. Billederne i min hjerne er så skarpe nu, hvor jeg tidligere kun havde indtryk fra film. Nu er det en helhed af indtryk, som er virkelig overvældende selv i den fortonede udgave vi får dem i som tilskuere årtier senere.

Det vil aldrig ophøre at være forfærdeligt; der vil altid være mennesker, der undrer sig over deres forfædre. Både dem, der mistænker dem for forbrydelser og dem, der leder efter svar på hvor de døde og hvordan. Dette emne formår bogen at dække, så vi får begge vinkler. Men det bliver lidt rodet!