Wednesday, April 10, 2024

vemod undercover - Jan Gradvall

 

  • Dansk
  • 8.-10. april
  • 386 sider

Da jeg var barn var ABBA stadig på toppen af deres karriere - det sluttede jo selvfølgelig hurtigt; men jeg var fan, som så mange andre. Jeg skrev endda til dem - eller fik nok snarere hjælp fra mine forældre - og fik et billede med autografer retur. Min far grinte af det; for som han sagde så "er der ingen, der kan huske dem om 20 år". Det fik han jo absolut ikke ret i; i 50-året for deres Eurovision-sejr, er deres musik stadig populær.

Bogen om ABBA kommer på et strategisk godt tidspunkt kan man så sige; men det er ikke en traditionel biografi om de fire medlemmer, deres indbyrdes private historie og successen som pop-band. Det er langt mere komplekst, og jeg var meget overrasket over bredden af historien.

Selvfølgelig får vi noget baggrundshistorie om de fire personer; deres opvækst - men her tjener det mere til at understrege, hvor deres musikrødder kom fra. Vi springer lidt rundt, så det er en tematisk snarere end en kronologisk fortælling. Det virker forbløffende godt, da det samtidig strækker sig over svensk historie både musikalsk men også generelt om det svenske samfund.

Det giver et baggrundstæppe til at forklare, hvorfor deres musik blev som den gjorde. Hvorfor teksterne er som de er; hvordan de blev modtaget i et stærkt socialdemokratisk og venstreorienteret samfund - men også hvordan Sverige senere udviklede sig til at blive absolut verdensførende indenfor produktion af popmusik stik mod alle odds.

Vi kommer vidt omkring på så mange fronter, og samtidig er der referencer til musikkens tekster, lyde, titler - så jeg også måtte have fat i Youtube for at se og genhøre ikke mindst nogle af de mindre kendte.

Så det er ikke blot en bog til ABBA-fans - det hjælper selvfølgelig - men også en historie om en epoke.

No comments: