Sunday, April 7, 2024

Børnene er konger - Delphine de Vigan


 














  • Fransk
  • 31. marts - 7. april
  • 368 sider
  • Originaltitel: Les enfants sont rois

Med en uges ferie i Madrid havde jeg optimistisk pakket bøger, der slet ikke var tid til at læse - det blev kun til læsning frem og tilbage i flyet.

Titlen er faktisk temmelig bittersød - for børnene er ofrene i denne historie! De børn, der fra spæde udstilles på de sociale medier og i mange tilfælde ender med at blive en levevej for forældrene som influencere. Det er en absolut tidssvarende debat, og faktisk et fænomen jeg selv undrer mig over, når man ser forældres visning af børn - for de kan jo umuligt selv vide, hvad de tilsyneladende gladeligt deltager i? Det er i hvert fald moralen i denne historie.

Mélanie er selv barn af reality-tv-tiden; men hendes karriere i et show endte brat, da hun ikke var den ekstroverte og ekstravagante karakter, som fjernsynskanalen eftersøgte. Da hun ti år senere er mor, opdager hun pludselig, at der er et marked for at lave videoer med hendes to børn, Sammy og Kimmy.

Det er sjove lege, oppakning af gaver - men alt er jo i virkeligheden camoufleret produktpromovering og der er et nøje planlagt manuskript til hver video. Så da den 6-årige Kimmy kidnappes, er det ikke blot en ridse i lakken i hendes perfekte liv men også en midlertidig stopklods for hendes indtjening. Man kommer næsten til at tænke, at det menneskelige - at miste et barn - bliver sekundært. Spørgsmålet melder sig jo også om det er jalouis, pengeafpresning eller andre motiver? Kunne hun selv finde på at gøre det for at skabe lidt ny trafik til hendes medier?

Men Kimmy vender hjem igen, og vi får opklaringen af sagen. Denne del, som til tider minder om en krimi med andre protagonister som politidetektiverne, fylder knap to tredjedele af bogen. Så springer vi tolv år frem i tiden til 2031; hvor Sammy er 20 og Kimmy 18 år gamle. Begge børn har kappet forbindelsen til forældrene, men Mélanie har genopfundet sig selv og lever i en form for vanvittigt univers, hvor hendes dag filmes fra hun slår øjnene op. Det er skræmmende at forestille sig.

Personligt tror jeg mere på, at lige som med mange andre ting, er der en tid for alt - og influencere skal nok ikke regne med at basere en livsindtægt på sig selv. De kan i hvert fald slet ikke gøre det på børn, der jo vokser op. Men for Sammy og Kimmy er skaden sket - selvom Mélanie slet ikke forstår omfanget af de psykiske skader hun har påført dem.

Dog er der også en del forklaringer, der skal tjene til at forklare os, hvordan verden ser ud i 2031 - det bliver forstyrrende i dens dystopi, som er oget halvhjertet. Denne del kunne sagtens have været undladt eller i hvert fald lavet på en anden og bedre måde. Men det er skræmmende og tankevækkende læsning for alle - for vi ved reelt set ikke, hvilke konsekvenser de sociale medier har på længere sigt.

No comments: