- Dansk
- 8. maj
- 218 sider
Søndagen blev brugt i solen og med en hurtig lille nem bog, som jeg fandt til en tyver - ellers var den vist heller ikke kommet med hjem.
Men jeg synes de to brødres madprogrammer med ture rundt i Danmark er nogenlunde underholdende; det irriterer mig til tider med den påtagede komik - men der er da interessante historier i dem. Og det er jo dejligt at se mennesker, der behandler fødevarer med en sådan kærlighed og omsorg. De er jo ikke forskrækkede for noget overhovedet - om det så er et halvt kilo smør eller et grisehoved.
Hvad jeg ikke vidste var, at de kommer ud af en ret gammel gøglerfamilie og en forfader (moder?) har stået model til Den Lille Havfrue. Deres forældre og deres karrierer er jo kendte; men i denne biografi får man et måske knap så kønt billede af, hvordan det foregik inde bag hjemmets fire vægge. Det var knap så rosenrødt at være barn af to så kendte mennesker, hvor de blev overladt til en husholderske i ugen og sendt til bedsteforældrene hver weekend. For da skulle forældrene jo nyde hinanden og have lidt voksentid sammen.
Der er også en stor aldersforskel på de to brødre, så deres barndomme er vidt forskellige og de fik først egentlig glæde af hinanden, da de var ret store. Til gengæld er det så et smukt og solidt forhold uden at være for fusionelt.
Bogen indeholder en del billeder, og også nogle opskrifter - det tager hurtigt 30-40 sider ud af det samlede sideantal. Det gør det til meget nem læsning, men med en fin underholdningsværdi til den pris.
No comments:
Post a Comment