Le cimetière du Diable - Ukendt forfatter

• Fransk
• 18.-23. juni
• 499 sider
• Originaltitel: The Devil's Graveyard
• Dansk titel: Ikke oversat
• WWW

Det går lidt sløjt med læsningen her i juni måned; kun tre bøger indtil videre - som skyldes en del rejseri, en god sommerforkølelse, der har underdrejet mig - og general anden travlhed. Det er som om, at jeg ikke rigtigt kunne komme ordentlig i læsehumøret på trods af al den tid i lufthavne i sidste uge.

Djævelens kirkegård er den tredje i serien om den mystiske morder, The Bourbon Kid, og af den stadig ukendte forfatter. Umiddelbart var jeg i tvivl om jeg havde fået læst dem i forkert rækkefølge, for denne udspiller sig 10 år efter, at Bourbon Kid har dræbt sin mor - som omtales i Månens øje. Men det er korrekt - jeg forestiller mig, at forfatteren (hvem det end der) har anet potentialet for succes, og derfor proppet en bog ind midt imellem de to andre tidsmæssigt.

Det betyder så. at man genfinder personer, som senere er døde - men også, at man ved, hvem der ikke dør! Det ødelægger nu ikke noget - formålet er stadig at undres over, hvordan man kan skrive noget så langt ude som denne forfatter kan.

Handlingen er hensat til et hotel i ørkenen - en slags parodi på Las Vegas - hvor der hvert år til Halloween afholdes en stor sangkonkurrence i stil med X-factor og alle de andre, vi kender fra TV i dag. De deltagende må dog kun optræde som deres foretrukne afdøde sanger - og Tapiocas barejer Sanchez har vundet en rejse dertil. Ærligt talt er han lidt glad for at være væk fra Santa Mondega denne aften, som plejer at udvikle sig til et blodbad derhjemme.

Men det viser sig, at indtil flere lejemordere er hyret til at udslette fire af de fem finalister, som i øvrigt er forudvalgt i en konkurrence fyldt med snyd. En af finalisterne påstår at være den trettende apostel, sendt på en mission for at undgå, at hotellet forsvunder i jordens gab og bliver opslugt i Helvede, da hoteldirektøren har solgt sin sjæl til Djævelen og hvert år skal levere ham en ny sjæl.

Den er mere komisk end de to andre - men ikke mindre blodig; og jeg indrømmer, at de sidste halvtreds sider var lidt langsommelige, da der var overvældende mange zombier og andet godtfolk - og man muligvis kører en anelse træt i det, hvis man læser alle tre i træk, som jeg har gjort. Men de er stadig ret opfindsomme og originale.