- Fransk
- 27.-28. august
- 254 sider
- Dansk titel: Intet nyt fra vestfronten
En klassiker om et klassisk emne! Jeg har læst en del bøger om 1. Verdenskrig og fra flere vinkler - den tyske, den franske, den engelske, privatpersonen, soldaten ... og alligevel fremstår denne roman som én af de helt store klassikere på samme måde som Primo Levi, når det gælder 2. Verdenskrig og kz-lejrene.http://www.blogger.com/blogger.g?blogID=2494098530338375879#editor/target=post;postID=5906748388695616231
Bogens hovedperson, den unge Paul Bäumer, kommer til fronten som 18-årig sammen med en flok kammerater hjemme fra skolen; en helt generation af unge mennesker, som kommer til at leve i en tidslomme mellem generationer. De ældre, der drog til fronten med kone og børn og et arbejde og et liv at vende tilbage til - hvis de vel at mærke vendte hjem. De unge, der var for unge til krigen, men hvis liv ikke blev ødelagt af det, de så - og som kunne fortsætte deres studier og liv hele.
Pauls oplevelser ved den franske skyttegravsfront fortæller om angreb, hvor lemmerne flyver om ørerne på ham; om kammeraterne, der dør og hvordan de som store teenagere alt for hurtigt lærer, hvornår et menneske er ved at dø. Om trygheden ved at blive såret og få et frirum på hospitalet. Han fortæller om den barske humor, der er med til at få dem igennem dette mareridt - ikke hele, men blot for at kunne udholde tiden. Tiden til de dør eller til krigen er ovre.
Det er en filosoferende bog over det krig gør ved mennesker og især de unge, som Remarque selv, der kom til fronten i samme alder og derfor erindrer krigen fra egne oplevelser.
Der er også reflektioner, som stødte mig - sådan er det med romaner fra en tid, hvor en kolonialistisk racisme regerede. Ligesom i Célines Rejsen til nattens ende, som rystede mig dybt, er der også her en beskrivelse og opfattelse af afrikanere, som gør mig dårlig at læse.
I min egen oversættelse fra den franske udgave giver det:
"Vi adskiller os knapt fra junglens negre, når det angår det ydre fysiske liv;
men disse har ingen problemer med altid at være sådan,
fordi det netop er naturligt for dem og allerhøjest kan de fortsætte med at udvikle sig ved en kraftanstrengelse af deres evner; hos os, derimod, arbejder de indre kræfter ikke mod en udvikling men mod en regression. Det som er naturligt for dem og en selvfølge, opnås hos os kun igennem angst og kunstgreb."
Det er barske ord at læse, selv i en roman, der er 85 år gammel - jeg forsøger at huske mig selv på, at det var den gængse verdensopfattelse dengang. Men det støder mig i en pacifistisk roman, hvor forfatteren er fortaler for fred og samdragelighed. Dette gælder tilsyneladende ikke på alle planer og for alle mennesker.
Men det er selvfølgelig en barsk roman; en storslået roman, hvor man røres dybt af slutningen, da Paul endelig falder ved fronten - og krigsbulletinerne hjem til pressen skriver, at der intet nævneværdigt skete den dag. Blot en stille dag ved fronten - men for tusinder af mennesker og familier var hver dag i fire år en gru. Enten for dem, der ventede derhjemme og når soldaterne var på orlov, fortalte de sjældent den fulde gru om madmangel, skyttegrave og døde soldater. Men også for de mange - ikke mindst de helt unge - som var så desillusionerede, at døden til sidst var en lettelse fremfor udsigten til at skulle tilbage til en verden, man ikke længere kendte eller kunne være en del af.
No comments:
Post a Comment