La malédiction du Lamantin - Moussa Konaté

• Fransk
• 8. august
• 189 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Efter de seneste læsninger trængte jeg til et sceneskift, og så er en god krimi altid et godt alternativ. Gode krimier er der desværre bare få af - og jeg er kræsen; de danske og svenske er ganske enkelt ikke deres papir værd - men heldigvis findes der andre muligheder. En af disse muligheder er afrikanske krimier, som har den fordel at de samtidig belyser den afrikanske kultur. De gør det endog på den intelligente måde, at det ikke er skrevet for 'den hvide mand';  de er jo først og fremmest skrevet til det afrikanske publikum.

Moussa Konaté er fra Mali, og jeg opdagede ham, da jeg læste den fremragende krimi, som foregik hos Dogon-folket. Denne gang er vi stadig med kommissær Habib og hans unge kollega Sosso, som er det traditionnelle politipar - den unge og den ældre; den kloge og den mindre kloge... men der er ikke meget good cop vs. bad cop. De er begge ret tilforladelige fyre - bortset fra, at de ikke er bekendte med traditionerne og overtroen hos de mange forskellige etniske grupper landet har.

Bozo-stammen er en af de mindre etniske grupper i landet; halvt nomader lever de udelukkende af fiskeri, og flytter sig derfor i takt med vandets bevægelser. Derfor er deres skytsånd selvfølgelig havguden Maa, som til tider personificeres i form af en manat. De sørger for at holde sig på god fod med denne gud - og legenderne går som i alle afrikanske stammer århundreder tilbage og overleveres mundtligt fra en griot til den næste. I den henseende er kulturen jo ikke anderledes end vores gamle eventyrtraditioner - vi er bare så 'fattige', at vi har mistet den mundtlige overlevering.

Habib og Sosso kommer ind i Bozo-miljøet, da stammehøvdingen og en af hans koner findes døde i gården foran deres hytte. Det hedder sig, at det er et lynnedslag og fra alle sider får de at vide, at dette er ikke noget man skal blande sig i. Det vil vække havgudens vrede, og er en intern sag mellem stammen og guden.

Men de to mænd nærer ikke samme ærefrygt for guderne, og ser det først og fremmest som deres tjenestepligt at opklare mordene. Afrikanske krimier er ikke voldelige i samme forstand, vi kender det fra europæiske eller amerikanske. Der er næppe behov for at udpensle blod og indvolde, når man lever i et land, hvor tidlig død er hverdag. Tværtimod beskæftiger de sig med kontrasterne i samfundet - hvid/sort, animisme/islam, fortid/nutid og det er disse psykologiske faktorer, der spiller ind i opklaringen. Denne mordsag viser sig lige som hos Dogon-folket også at have etniske traditionelle motiver; det er nærmest en retur til Homer, når man kommer ind i teksten.

Det er således en anderledes krimi; det var en hurtig lille bog - men interessant, og appetitvækkende. Desværre er der få af disse forfattere, som er en forfriskning også i afrikansk litteratur, som ellers er meget centreret om post-koloniale problemer.