Rystet spejl - Søren Ulrik Thomsen

• Dansk
• 9.-10. august
• 56 sider

For kort tid siden fik jeg tilbudt af Gyldendals Forlag at få tilsendt en bog til anmeldelse, så dette kan vel med rette kaldes et sponsoreret indlæg. Men jeg er lidt imod det ordvalg, da kritikken, meningerne og ordene absolut er mine egne og på ingen måde dikteret. Men en bog siger jeg ikke nej til - og da slet ikke de danske, som jeg har så svært ved at få fat på hernede.

Det drejede sig så om en digtsamling! Det er nok den genre, jeg læser absolut mindst - måske har jeg ganske enkelt ikke forstand på det; eller også forventer jeg, at en stor åbenbarelse skal finde sted. Når det vel i virkeligheden bare handler om at nyde ordene og deres sammensætning på samme måde, som jeg ville gøre det i en roman?

Derfor begrænser mit kendskab til digte sig primært til nogle gamle danske og ellers Lamartine og Baudelaire, som jeg til gengæld er vilde med at genlæse. Men 'metoden' er nok lidt den samme for mig; jeg læser et enkelt - ligger bogen lidt fra mig og tager det i små bidder for at få hvert enkelt digt ind separat. Derfor læste jeg denne langsomt over to dage - jeg bladrede lidt tilbage, og nogle genlæste jeg en del gange. Måske i håbet om lyset - men også fordi nogle digte rørte mig mere end andre.

Alle digtene i denne lille samling handler om savn. Afsavn på grund af tid, afstand eller døden. Omslagsbilledet illustrerer glimrende den fornemmelse jeg havde - en lidt midaldrende mand, der med vemod ser tilbage. På tiden, der går - på folk, der af den ene eller den anden grund ikke er der længere.

Jeg brød mig ikke om dem alle - noget moderne poesi går virkelig over mit hovede. Men der var andre, som ramte lige i hjertekulen, fordi vi alle selv har oplevet savn, mismod, tristhed i forskellige gradbøjninger. Og jeg har en filosofi om, at triste digte er de bedste - der, hvor forfatteren kan presse så meget følelse ind i så få ord. Det virker bare mere håbløst end at skrive et lallegladt digt om en sommerdag - i mine øjne.

En meget fin detalje er digterens notater i slutningen af bogen, hvor han skriver, at alle tekster står i gæld til andre tekster. Det er vist en uomtvistelig sandhed, som mange forfattere blot ikke vil erkende. Men der er ordvendinger eller temaer, som markerer en person, og inspirerer dem. Notaterne her giver et fint supplement med lyst til at læse netop disse 'kilder'.

Jeg bliver næppe nogensinde den store digtsamler - men det er også rart at blive udfordret i sine læsevaner. Endelig var den udgivet i deres Pocket-serie, hvis fortrinlige kvalitet, jeg netop havde opdaget. Tak Gyldendal!