Infrarouge - Nancy Huston

• Fransk
• 6.-7. august
• 309 sider
• Dansk titel: Ikke oversat
• Bogudfordringen 2012

Nancy Huston er en canadisk forfatter, der lever i Paris og skriver på fransk. Hendes univers drejer i en vis grad rundt om vore skæbner - det var essensen i Skæbnemærket, og det var den røde tråd i Tolv gæster, hvor læseren ved mere end protagonisten og ser, hvordan deres dage ender.

Hendes seneste roman, Infrarouge, er ikke mindre skæbnesvanger og dyster, når man kommer ind under huden på hovedpersonen, Rena. Titlen refererer til hendes fag som fotograf, hvor hun benytter sig af den infrarøde proces til at fremhæve varmeforskellene i motivet. Den symboliserer for mig også hendes eget indre kaos, hvor passionen spiller en altafgørende rolle - desværre styret af en dunkel barndom.

Rena er 45 år gammel, og efter et par ægteskaber med mænd af diverse etniske oprindelser bor hun nu sammen med den meget yngre marokkanske Aziz. Det er 2005, og Paris (og Frankrig) sættes nærmest i brand, da to unge arabiske knallertkørere dræbes ved elektriske stød og bliver roden til et større race- og ghettoopgør. Men Rena, som ellers skulle dække denne historie med Aziz er ikke i Paris. Hun er taget til Firenze for at møde sin canadiske far og hans nye kone; ferien er en fejring af faderens 70-års fødselsdag.

Rena har dog absolut ikke lyst til at tilbringe en uge sammen med de to ældre mennesker, og alle deres små særheder. Hun parlementerer intenst med sin usynlige ven, Subra, som man hurtigt gennemskuer er et nemt anagram for den amerikanske fotograf Diane Arbus. Man har bare ikke usynlige venner som midaldrende, og gennem de tænkte samtaler med Subra lærer man om Renas barndom i et akademisk hjem med en mor med en stor karriere, og en far, der er forsker, men aldrig rigtigt formår at bryde igennem. Et hjem med en jødisk far og en protestantisk mor. Et hjem, hvor faderen - måske i trods over konens professionelle succes - eksperimenterer med såvel utroskab og LSD. Men han drager ret tidligt sin teenagedatter med ind i det - en datter, som i forvejen er blevet seksuelt misbrugt af sin homoseksuelle storebror, som med en overpotent moderbinding har hadet søsteren hele sit liv. Helt galt går det, da faderen tager den store teenagedatter med til London, hvor hun deler seng med sin psykiater - faderens perverterede ven; mens faderen har sin unge elskerinde hos sig.

Rena vokser op til at blive en kvinde der i trods (eller på trods af), udnytter sin feminitet til at forføre. Hun lærer aldrig troskab; selv i sine ægteskaber er hun notorisk utro - det er hendes identitet, og hendes måde at føle selvværd på. Hendes fotoudstillinger er erotiske; hendes tankegang er erotisk - men der er ingen stabilitet eller ro i hendes liv.

Derfor kan hun dårligt holde denne karikatur af en turistferie med familien ud. Hendes lunte er kort - og det hjælper ikke, da Aziz bebrejder hende ikke at stå ved hans side under optøjerne og komme hjem.

Det er utroligt mange emner, også bogens tykkelse taget i betragtning. Huston når omkring emner som omskæring, religion, krig, skyld, narko, sex, åbne ægteskaber, blandede ægteskaber på alle mulige måder. Hun berører det svære emne, det er for en datter at se sin far ældes og nærme sig enden. Hun væmmes på den ene side ved hans forfald, hun skammer sig - og inderst inde vil hun bare væk. Men den uge i Firenze ender uventet for såvel Rena som læseren. En meget stærk roman, som rørte mig på mange punkter - der var episoder, som omend anderledes i kraft og styrke, er universelle og vi alle kan drage lighedspunkter til i vore egne liv.

Huston er en stærk forfatter; men det er bestemt ikke for sarte sjæle!

Det bliver mit bud på emnet Farve i Bogudfordringen 2012, fordi hendes fortolkning af bogens titel er eminent.