- Dansk
- 12. august
- 282 sider
Det er selvfølgelig helt og aldeles fjollet at læse de nyindkøbte danske bøger så hurtigt! Men fristelsen var for stor, da jeg tidligere havde forsøgt at finde denne i Danmark - men uden held. Denne gang fik jeg bestilt den under ferien, og jeg havde virkelig glædet mig til at læse den fantastiske historie om Sørine Bentsdatter.
Noget er opdigtet, men noget er sandt i denne historie om den modbydelige lille dværg Sørine, som er bitter og hader livet af et godt ord. Der er sikkert heller ikke grund til meget andet, når man lever en kummerlig tilværelse med en alkoholisk stodder i en ussel gade i datidens København. Men Sørine og hendes ynkelige mandfolk får en lille dreng på trods af hendes handicap - men han fødes med hareskår; livet vil tilsyneladende ikke være godt ved Sørine. Da pesten rammer byen i 1711 bliver den lille dreng syg, og inden han selv dør, smider hun ham i kanalen. For at afskære sig selv for smerten ved at miste, vælger Sørine selv at tage afsked.
Det samme sker med stodderen, som er ved at drikke sig ihjel - men det sidste skub mod døden får han af Sørine. Hendes livshad er for stort til at kunne magte kærligheden - fordi den altid indebærer tab.
Sørine har en udvej væk fra det usle liv, da hoffet hyrer hende som underholdning, da zar Peter den Store besøger Danmark i 1716. Han bliver så begejstret, at han tager hende med hjem til Rusland som gave fra den danske konge Frederik IV. I Petersborg bliver hun indlogeret med de andre hofdværge, og hurtigt forelsker zarens yndlingsdværg, Lukas, sig i hende. Men det kan ikke gå. Man kan ikke være lykkelig, og man kan ikke altid være så glad som Lukas er. Ikke når man er en dværg og ikke et menneske.
Sørine har en klar adskilning af de to; en dværg kan ikke være glad og må lide under de vittigheder, ydmygelser og fysiske forulempelser det medfører. Det er hendes livssyn, der har formet hende til den hadefulde person hun er. Hendes straf er tankerne og minderne, der forfølger hende og umuliggør enhver form for lykke. Hun hjemsøges af tankerne om drengen og manden, hun dræbte og så angriber hun Lukas. Dværgen udnytter sin forbindelse til zaren til at sende hende i et kloster, og selvom vilkårene er groteske og uhumske er det, det nærmeste Sørine nogensinde er kommet på at være i frem med sig selv; uden dog at blive omvendt af de fanatisk ortodokse præster.
Lukas henter hende hjem, og tror på, at de kan leve lykkeligt - men det er at kende Sørine dårligt. Igen ender det ulykkeligt, og Sørine må flygte ud af Rusland som guvernante for en polsk familie. Her kunne hun også have fundet fred og magelighed - men hun er aldrig tilfreds og muligvis for intelligent til at acceptere rollen som pauseklovn.
Først tilbage i København, der hærges af den store brand i 1728, genfinder hun den måske eneste person, hun nogensinde har stolet på - Kongens notar Rasmus Æreboe. Under branden føler hun sig hjemme, da byen er forvandlet til et Helvede; det Helvede hun har levet i hele sit liv, men som er en ny oplevelse for de fleste andre af byens borgere. Og der kan hun endelig tage en rolig beslutning.
Det er en både skræmmende, morsom, grotesk og interessant historie om, hvordan personer, der afveg blev behandler som vanskabninger på den tid. Historisk interessant, og med en fin personbeskrivelse af den komplekse Sørine, hvor man oplever hendes dobbeltsidethed på fineste vis.,
Jeg havde dog to kritikpunkter. For det første er skriften virkelig lille - jeg kan faktisk slet ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en bog sat med så lille skrift, og det ødelægger læseoplevelsen en anelse. Derudover forstår jeg ikke, hvorfor man som forsidebillede har valgt Velazquez' berømte maleri Las Meninas. Ganske rigtigt er det fra samme historiske periode, og der er to dværge i opstillingen. Men det er fra det spanske hof - og med Peter den Stores velkendte passion for dværge må der have været mere oplagte muligheder for illustration ville jeg mene?
Peter Fogtdal havde allerede imponeret med mig Lystrejsen - han kan tydeligvis sit kram indenfor historiske romaner!
2 comments:
Sørines skæbne får én til at gyse, men vi burde kunne se på det som romanen, som dit resumé, for at forstå hvordan udelukkelse fra samfundet - eller bare dele af samfundet - kan skabe had og hævn.
Det får mig til at tænke på at den norske terrorist må have følt sådan et had - skønt han ikke var en fysisk vanskabning. Tak for det gode velskrevne indlæg :)
Jeg havde helt glemt at jeg for godt en månedstid siden undrede mig over Bunuel-filmen og takker for dine kommentarer dengang, mange tak. Jeg er godt klar over at det ikke er let at skaffe danske klassikere, men jeg fik så ondt af dig at du havde været nødt til at læse en bog, der var så forfærdelig! Og da jeg først havde fået "låget af", begyndte idéerne jo at strømme :-)
Jeg kunne forstå på "Rasmines Rasteplads" at du er på ferie - god tur ønskes!
Donald,
Det er nemlig tit i historien, at vi ser hvorfor og hvordan vi stadig "mishandler" de afvigende.
Det forklarer uden tvivl også, hvorfor det slår klik for nogle, som i længere tid udsættes for denne form for chikane.
Jeg er netop kommet hjem, og ser derfor først din kommentar nu - men mange tak og jeg er glad for, at du kunne bruge min kommentar om Bunuel :-)
Post a Comment