Alex - Pierre Lemaitre

• Fransk
• 11.-12. august
• 397 sider
• Dansk titel: Alex

Denne franske thriller er sommerens største krimihit på de franske salgslister - og da jeg ikke tidligere havde læst noget af Lemaitre, var det en åbenlys lejlighed til at efterprøve om franskmænd kan skrive gode krimier.

Alle krimiforfattere forsøger at skabe en helt i deres romaner - især, hvis de skal udvikle sig til en serie med den samme politibetjent som hovedperson; hvad der synes at være gængs procedure indenfor denne genre. De skal helst være lige dele sympatiske og usympatiske, og de skal gerne have noget særligt, der adskiller dem fra deres politikolleger, som blot optræder som statister i deres opklaringsarbejde. Der er også tit en ældre betjent eller kollega, som er beskytteren eller faderskikkelsen for de som regel lidt krakilske helte - de er dygtige heltene, men har som regel ry for at være besværlige at arbejde sammen med.

Lemaitres helt er således den lille kommissær Camille Verhaeven, hvis kendetegn er, at han kun er 145 cm høj, og har mistet sin kone i en gidselsag nogle år tidligere. Det bragte ham så meget ud af fatning, at han senere kun har villet arbejde med mordsager - ikke flere forsvundne personer. Der skal være et lig, så han kan analysere baglæns - og ikke forlæns for at finde en person.

Der er Alex; en ung kvinde på 30 år, som ynder at skifte udseende og identitet. Hun køber parykker for at forandre sig, og lever et solitært liv, hvor hun tit skifter arbejdsplads og bopæl. Man fornemmer, at der er en årsag - men hvilken? Hun spiser på sin stamrestaurant - eller den hun har valgt til denne identitet - da hun brutalt bliver overfaldet og kidnappet på vejen hjem. Hun bliver ført til en tom lagerbygning, afklædt, puttet i en kasse og hevet nogle meter over jorden. Hendes kidnapper kommer jævnligt og besøger hende, og tager billeder af hende med sin mobiltelefon - mens han langsomt ser hende dø. Af mangel på mad og drikke, af muskler, der stivner og af psykisk uligevægtighed.

Detaljerne i denne del er grusomme; Alex opdager, at kidnapperen ikke har tænkt sig at dræbe hende. Det skal rotterne, som lokkes til ved det mad han spreder rundt om hende. Beskrivelsen af scenerne mindede mig om American Psycho, som til dato nok er det mest modbydelige, jeg har læst. Det er frastødende, og man føler jo absolut med den stakkels Alex.

Camille bliver mod sin vilje sat på sagen - af faderskikkelsen, den ældre Le Guen, som vil have ham tilbage i sadlen. Men det er svært at finde offeret, når pigen tilsyneladende ikke savnes af nogle, og lever så isoleret. Deres eneste informationer er vidnesbyrd om kidnapningen og billeder af varevognen. Men de finder kidnapperen - og de finder den tomme bygning. Som er tom. Ikke nogen pige. Hun er væk.

Der begynder mysteriet oprigtigt - for hvorfor vil man som offer forsvinde? Plottet er ualmindeligt godt skruet sammen; uigennemskueligt og spændende til sidste side. Så velskrevet, at jeg sagtens kunne finde på at købe hans andre krimier, som forhåbentligt vil blive oversat til dansk - og derfor skal løsningen ikke afsløres her!