The Librarian of Auschwitz - Antonio Iturbe

• Engelsk
• 10.-28. marts
• 423 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Marts måned må gå overi historien, som den måned jeg ikke kunne læse bøger. Ganske enkelt!

Lige pludselig befandt vi os i en ny verden, hvor vi skulle forholde os til en mystisk virus, og tiden gik med at bekymre sig, se pressemøder og drukne i nyhedsstrømme, som tappede energien - i hvert fald for mig. Det var som om jeg ikke kunne lægge det fra mig, og fokusere på noget andet.

Jeg havde også tre ugers ferie planlagt, som skulle starte i marts og havde selvfølgelig købt rigeligt med bøger ind til de lange dage på stranden; som jo selvfølgelig ikke blev til noget - så det hele blev pludselig meget underligt. Og det tog mig en evighed at samle energi til at sætte mig godt ind i historien og komme til vejs ende i denne bog.

Sidste år læste jeg historien om tatovøren fra Auschwitz; og jeg har vist også set andre titler i samme stil - det er åbenbart nu vi skal have alle beskæftigelserne fra lejren som historier.

Dita Kraus er tjekkisk jøde, og det var med genkendelsens blik jeg læste om de steder i byen, som jeg selv vandrede igennem sidste forår. Men da krigen kommer, bliver de først interneret i Terezin-lejren - eller Theresienstadt, som tyskerne kaldte den - og i 1943 overflyttet til Auschwitz. Dita og hendes forældre - hun er da 14 år gammel.

Ved et lykketræf kommer hun til at arbejde i børnelejren i blok 31, som er ledet af den unge Freddy Hirsch, som vil have, at børnene glemmer de omstændigheder, de  lever under. Han er åbenlyst homoseksuel men alligevel har nazisterne ikke dræbt ham endnu. Dita ser op til den karismatiske Hirsch, og er lykkelig da hun bliver udnævnt til bibliotekar i blok 31.

Det er lykkedes dem at samle ganske få bøger, som er reddet ud af de ting folk naivt har pakket i deres kufferter til rejsen til det ukendte. Kufferter, som bliver tømt, da de sendes til gaskamrene - men nogle af bøgerne kommer til blok 31. Der er et atlas, der er Soldat Svejks eventyr, H. G. Wells historier - otte bøger i alt.

De skal hver dag gemmes, så tyskerne ikke finder dem - og hver morgen findes de frem, og cirkulerer mellem lærerne, som bruger dem til at undervise børnene. Det er farligt; og der er konstant udkigsposter for at se om især den frygtede Mengele, som pludselig kan dukke fløjtende op rundt om et hjørne.

Ditas far dør hurtigt efter ankomsten til lejren, og Dita og hendes mor kæmper for at klare sig igennem. Det er jo som alle andre bøger om dette emne meget dyster læsning, og man kan aldrig undgå at blive berørt af de forhold, og det had, som eksisterede.

Jeg havde dog lidt svært ved begyndelsen; der var mange kunstigt opsatte stemningsbilleder, som skulle tage læseren tilbage til Ditas tid inden krigen for at give os lidt baggrund. Det kunne i mine øjne være gjort bedre. Men mod halvdelen af bogen begynder det at glide lettere, og kronologien fortsætter fremad.

Den følger Dita til efter krigen og hendes rejse til Israel, hvor hun tilsyneladende stadig lever som en ældre dame nu; og således er det jo også en af krigens solstrålehistorier.