Tatovøren fra Auschwitz - Heather Morris

• Engelsk
• 2.-3. juni
• 320 sider
• Originaltitel: The tattooist of Auschwitz

Forleden dag stod jeg i lufthavnen i Prag med et mindre beløb i tjekkiske kroner, som jeg nok ikke får brig for nogensinde igen. Så er bøger altid en oplagt mulighed - men det skulle jo passe med mit budget! Denne havde jeg tidligere set perifært uden at vide meget mere om historien; men den passede sammen med en anden roman perfekt til mit budget. Desuden var det en passende læsning umiddelbart efter at have besøgt Prags jødiske museer - deriblandt Pinkas-synagogen, hvor navnene på de næsten 80.000 tjekkiske jøder er graveret på væggene; en rystende og knugende oplevelse.

Det viste sig at være en roman bygget over en sandfærdig historie om det jødiske par Lale og Gita. De er begge fra Slovakiet, og ender i foråret 1942 i den frygtede lejr. Lale er frivilligt rejst, da hver familie skulle sende et medlem over 18 år i arbejdslejr - det hed det jo; og lidet anede han, at hans fine tøj, bøger og penge ville blive frataget ham så snart han steg af toget.

Han bliver sat til det hårde arbejde, men efter en alvorlig sygdomsperiode, reddes han af en medfange, som skaffer ham job som tatovør. Det er et job med privilegier som eget værelse og mere mad - men også med frygten for represalier - ikke alle så mildt på de jøder, som således gik nazisternes ærinde. Lale lærer hurtigt at tatovere det foragtede nummer på de nyankomnes arme uden at se dem i øjnene - det er hans måde at distancere sig på; og muligvis også skjule sig selv.

En dag ser han dog den unge Gita, og det er kærlighed ved første blik. Men hvordan kurtiserer man under de vilkår? Lale får et system sat op, hvor han får penge og smykker af pigerne, som tømmer de nyankomnes tøj for skjulte skatte. Dem giver han til nogle lokale dagarbejdere, som uden for lejren kan skaffe mad til ham. Han deler maden ud i minimale portioner til de mest trængende - og selvfølgelig lidt til hans elskede.

Historien fortæller om de tre år i lejren, hvor de bygger deres forhold op gennem flygtige møder og gensidig støtte - og med hjælp fra kapoer og også SS-officerer. 

Men det er også historien om det Lale ser; om sigøjnere, der udryddes i flok. Afstrafninger og Mengeles menneskeforsøg. SS-officerernes voldtægter af de kønneste piger. Ydmygelser og umenneskelighed.

Lale selv kommer også i uføre, men reddes - en situation, der i årevis plager ham. Han er bange for at blive stemplet som kollaboratør; men i bund og grund var han blot en overlever. Der var nogle, der foretrak at dø. Der var nogle, som valgte at udstå det værste med stoltheden i behold. Og endelig var der nogle, som valgte at finde en måde at forbedre deres chancer for overlevelse. Ingen af disse er i mine øjne bedre mennesker end andre, for vi kan slet ikke forstå den situation de stod i.

Efter krigen finder Lale og Gita hinanden, bliver gift og får en søn. De udvandrer til Australien, og først da Gita dør i 2003, beslutter han sig for at fortælle sin historie. 

Morris har romantiseret denne historie; og der er uvægerligt fakta, som ikke er korrekte. Der er skrevet en del om de kontroverser, blandt andet i denne analyse fra Auschwitz-museet, som ikke mindst frygter, at læsere vil forstå Holocaust alene ud fra denne romantiserede version. Det synes jeg jo er lidt at undervurdere folk; og jeg er da ganske klar over, at der er mange lag og mange versioner i den historie - det samme kan siges om Primo Levis absolutte mesterværk, som heller ikke nævner gaskamrene. Er det så også vildledende? Det er en barsk, smuk og utrolig historie, som flere gange bragte tårerne frem.

Bogen er desuden komplementeret med et efterord af deres søn, fotos fra livet efter krigen og en fortælling om forfatterens historie til Lales fødeby. Man skal ikke læse den som den endegyldige sandhed; for den bog kan ikke skrives af nogen - men som et indblik i bare et par af de skæbner krigen skabte.