Hvis dette er et menneske - Primo Levi

• French
• February 25-27
• 315 pages
• Originaltitel: Si c'est un homme

Mere end ét sted har jeg læst som i ovenstående danske anmeldelse, at hvis man skal læse blot én bog om Holocaust, som den blev oplevet indefra KZ-lejren - så er det denne! Jeg kunne ikke være mere enig - men det er en meget barsk oplevelse.

Primo Levi er italiener, han er jøde og var i 1944 som ung mand på 24 år engageret i modstandsbevægelsen. De bliver sat i en fælde - angivet; og Primo ankommer til Monowitz i januar 1944. Monowitz er en del af det omfattende kompleks, som Auschwitz udgør i det nuværende Polen. Han ankommer sammen med 650 andre italienske jøder i et godstog - heraf overlever kun en håndfuld.

Levi's bog er ikke en historisk videnskabelig gennemgang af de rædsler Auschwitz var - det er hans personlige oplevelse inde bag murene. Det er fortællingen om livet uden liv, hvor man reduceres til et nummer og fratages sine sidste menneskelighed, selvrespekt og værdighed. Der er passager, som er så ubærlige at læse fordi man kan associere billeder, som set i dokumentarer, på muséer og i film.

Ikke mindst La vita é bella springer unægteligt frem i bevidstheden - selvom Levi's bog udelukkende beskriver rædslerne og gruen. Men Levi får en ven, Alberto, i lejren - en anden italiener, som er ukuelig optimist igennem det hele. Han finder på alle mulige måder at opfinde, producere, stjæle - så de kan bytte sig til mere mad... brød og suppe. Jeg er overbevist om, at Benigni må have læst Levi og muligvis have fået inspiration til sin karakter fra Alberto.

Levi beskriver dagligdagen, som den formede sig - problemerne med at skaffe tøj, sko, mad, overleve vinterkulden, komme helskindet igennem 'udvælgelserne', når der skulle skaffes pladser til nyankomne til lejren ved at gasse de svageste led. Han beskriver problemerne med at sove - og den skrækkelige slutning, hvor tyskerne forlader lejren og sender fangerne ud på den sidste udmattende march, hvor et horribelt antal fanger døde - på trods af, at russerne var tæt på at komme frem. Alberto dør på denne march - men Primo måtte blive i lejren, da han lå indlagt med skarlagensfeber. Således overladt til deres skæbne driver de syge og udmattede rundt i den forladte lejr og ribber den for at skaffe mad og brænde - mens de venter.

Men - han beskriver ikke alting. Han beskriver ikke gaskamrene. Han snakker ikke meget om sin længsel til og tanker på familien derhjemme. Hans overlevering er meget dyrisk - som hans overlevelsesinstinkt var det. Han beskriver også udelukkende det, han selv har oplevet - og han kommer ikke ind på tiden før eller efter, eller ting, der ikke foregår i hans verden.

I et efterskrift i bogen, som er tilføjet af Levi i 1976, besvarer han nogle af de spørgsmål, han hyppigst er blevet stillet - og han understreger, at han udelukkende skrev tingene ud fra det lille perspektiv han havde. Han hørte rygter om gaskamrene, men lige så vel som mange andre uden for lejrene ikke troede på de historier, så har han jo heller ikke set dem. Han har set venner forsvinde - men han har ikke selv sat sine ben der.

I mine øjne er der masser af andre værker, der anskueliggør den del af historien - men jeg har aldrig læst en førstehåndsberetning på denne måde, som beskriver både det 'praktiske' aspekt af livet i lejren, men også den indvirkning det har på den menneskelige sjæl.

Levi har skrevet andre bøger senere - men han var ikke forfatter inden krigen. Hans bøger omhandler alle Holocaust - og han led i perioder af voldsomme depressioner. Han begik selvmord i 1987 - nogle mener, at det ikke var overlagt selvmord. Men måske kunne han ikke længere leve med de sår i sjælen?