Friday, February 27, 2009

Si c'est un homme - Primo Levi


Mere end ét sted har jeg læst som i ovenstående danske anmeldelse, at hvis man skal læse blot én bog om Holocaust, som den blev oplevet indefra KZ-lejren - så er det denne! Jeg kunne ikke være mere enig - men det er en meget barsk oplevelse.

Primo Levi er italiener, han er jøde og var i 1944 som ung mand på 24 år engageret i modstandsbevægelsen. De bliver sat i en fælde - angivet; og Primo ankommer til Monowitz i januar 1944. Monowitz er en del af det omfattende kompleks, som Auschwitz udgør i det nuværende Polen. Han ankommer sammen med 650 andre italienske jøder i et godstog - heraf overlever kun en håndfuld.

Levi's bog er ikke en historisk videnskabelig gennemgang af de rædsler Auschwitz var - det er hans personlige oplevelse inde bag murene. Det er fortællingen om livet uden liv, hvor man reduceres til et nummer og fratages sine sidste menneskelighed, selvrespekt og værdighed. Der er passager, som er så ubærlige at læse fordi man kan associere billeder, som set i dokumentarer, på muséer og i film.

Ikke mindst La vita é bella springer unægteligt frem i bevidstheden - selvom Levi's bog udelukkende beskriver rædslerne og gruen. Men Levi får en ven, Alberto, i lejren - en anden italiener, som er ukuelig optimist igennem det hele. Han finder på alle mulige måder at opfinde, producere, stjæle - så de kan bytte sig til mere mad... brød og suppe. Jeg er overbevist om, at Benigni må have læst Levi og muligvis have fået inspiration til sin karakter fra Alberto.

Levi beskriver dagligdagen, som den formede sig - problemerne med at skaffe tøj, sko, mad, overleve vinterkulden, komme helskindet igennem 'udvælgelserne', når der skulle skaffes pladser til nyankomne til lejren ved at gasse de svageste led. Han beskriver problemerne med at sove - og den skrækkelige slutning, hvor tyskerne forlader lejren og sender fangerne ud på den sidste udmattende march, hvor et horribelt antal fanger døde - på trods af, at russerne var tæt på at komme frem. Alberto dør på denne march - men Primo måtte blive i lejren, da han lå indlagt med skarlagensfeber. Således overladt til deres skæbne driver de syge og udmattede rundt i den forladte lejr og ribber den for at skaffe mad og brænde - mens de venter.

Men - han beskriver ikke alting. Han beskriver ikke gaskamrene. Han snakker ikke meget om sin længsel til og tanker på familien derhjemme. Hans overlevering er meget dyrisk - som hans overlevelsesinstinkt var det. Han beskriver også udelukkende det, han selv har oplevet - og han kommer ikke ind på tiden før eller efter, eller ting, der ikke foregår i hans verden.

I et efterskrift i bogen, som er tilføjet af Levi i 1976, besvarer han nogle af de spørgsmål, han hyppigst er blevet stillet - og han understreger, at han udelukkende skrev tingene ud fra det lille perspektiv han havde. Han hørte rygter om gaskamrene, men lige så vel som mange andre uden for lejrene ikke troede på de historier, så har han jo heller ikke set dem. Han har set venner forsvinde - men han har ikke selv sat sine ben der.

I mine øjne er der masser af andre værker, der anskueliggør den del af historien - men jeg har aldrig læst en førstehåndsberetning på denne måde, som beskriver både det 'praktiske' aspekt af livet i lejren, men også den indvirkning det har på den menneskelige sjæl.

Levi har skrevet andre bøger senere - men han var ikke forfatter inden krigen. Hans bøger omhandler alle Holocaust - og han led i perioder af voldsomme depressioner. Han begik selvmord i 1987 - nogle mener, at det ikke var overlagt selvmord. Men måske kunne han ikke længere leve med de sår i sjælen?

------------------------------------------------------------------------

J'ai lu dans plusieurs endroits que si il ne faut lire qu'un seul livre sur le drame des camps, alors c'est celui-ci! Je suis entièrement d'accord - même si l'expérience est atroce dans toute l'horreur qu'on ressent en lisant ces pages.

Primo Levi est un juif italien, chimiste - mais pendant la guerre il s'implique dans la Résistance. Lors d'une expédition dans les montagnes ils sont pris en piège et il est déporté vers Monowitz - un camp célèbre qui fait partie de l'ensemble que constituait le camp d'Auschwitz en Pologne. Il y arrive en janvier 1944 avec 650 autres entassés dans un wagon de bestiaux - seul un petit nombre d'entre eux en ressortiront.

Son livre n'est pas le récit historique et véridique de tout ce qui se passait dans les camps. C'est avant tout son histoire à lui - ses veçus dans cette horreur sans pareil. Il explique comment un homme peut rester en vie sans vivre; être réduit à un numéro, dépourvu d'humanité et de dignité. Certains passages sont si durs à lire qu'on en a les larmes aux yeux.

L'Holocaust a été décrit dans des livres et des films - on pense involontairement à La vita é bella - tout en étant l'opposé horrible de la joie que Benigni essaie de décrire. Dans le livre Levi parle d'un ami italien, Alberto, qui est optimiste jusqu'au bout. Je ne peux que penser que Benigni a lu Levi - et que son personnage a été inspiré entre autre par lui.

Levi raconte le quotidien des prisonniers - leur lutte pour se procurer une paire de chaussures, une chemise - se fabriquer une cuillère, trouver des astuces en tout genre pour troquer un rien contre un bout de pain. Le froid de l'hiver et les travaux horribles qui les usent jusqu'à l'épuisement. A la fin les allemands abandonnent le camp et entrainent les prisonniers sur la dernière longue marche où encore un grand nombre succombe - malgré que la liberté est presque à portée. Son ami Alberto y meurt, mais Levi a du rester au camp. Il est malade et ne peux entamer le voyage à pied. Par contre il reste avec les autres malades; ils errent dans le camp désert pour trouver à se nourrir, du bois pour se faire un peu de chaleur et par défaut de médicaments et soins les malades meurent tous les jours. Finalement ils seront libérés par les russes après 10 jours dans ce camp fantôme.

Par contre il ne parle pas de tout - il ne parle pas de sa famille, de son passé, des chambres à gaz. Son récit est l'histoire d'un animal qui essaie de survivre et par là peut-être bloque de ses pensées tout le reste pour y arriver. Il parle aussi uniquement de son veçu - et non des choses qu'il n'a pas vu - comme les chambres à gaz. Il en a entendu des rumeurs - il voit ses amis disparaitre - mais il n'y a pas mis les pieds. Dans un annexe au livre écrit en 1976 il répond aux questions qu'on lui a souvent posés - et il souligne qu'il n'a pas voulu parler de ce que d'autres ont décrit ailleurs. Le livre est sa manière de sortir de ce cauchemar quand il l'écrit en 1946 en revenant chez lui.

Mais il n'oubliera jamais évidemment - toute sa vie il est victime de violentes dépressions. Il écrit d'autres livres toujours autour du même sujet, mais en 1987 il meurt. Beaucoup pensent que c'est un suicide - il se jete d'un escalier. Peut-être est-ce que les souvenirs étaient vraiment trop douloureux?

2 comments:

Dorte H said...

Hvis man skal læse blot én bog om Holocaust ...
Jeg har læst nogle stykker, men min personlige erfaring er, at hvis de er virkeligt tæt på, så skal man netop ikke læse for mange, og ikke for tit. Holocaust er noget helt andet en krimier, og derfor går den velskrevne beretning lige ind.

Nille said...

Dorte,

Helt enig - det kan hurtigt blive for meget! Men det er også sundt at læse om, hvad historien kan lære os... men læse flere af den slags er hård kost.