Wednesday, February 18, 2009

Le maître des âmes - Irène Némirovsky

























  • French
  • February 14-17
  • 281 pages
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Irène Némirovsky er et interessant 'bekendtskab' - hendes skæbne er langt fra banal; selvom der eksisterer flere af den slags historier. Født i Rusland i 1903 ud af jødisk familie fra Ukraine, flygter hun med sin familie til Frankrig efter den russiske revolution. Hendes familie er rige bankfolk og hendes liv i Paris er et liv i luksus - hun studerer på Sorbonne, og udgiver sin første novelle som 18-årig. I 1926 udgiver hun sin første roman og i starten af 1930'erne flere andre romaner, som opnår anerkendelse og allerede i 1930 bliver én af hendes romaner, David Golder, filmatiseret.

I 1935 ansøger hun om at opnå fransk statsborgerskab - men får afslag. I 1939 konverterer hun til katolicismen på trods af sit ægteskab med en anden russisk jødisk emigrant. Hun udgiver i flere franske magasiner - hvoraf det ene afbryder alt samarbejde med hende, da loven om jøders status bliver offentliggjort i 1940. Til gengæld skriver hun stadig under pseudonym i et andet tidsblad, som er åbenlyst anti-semitisk - hvilket afføder en del kritik fra jødiske miljøer i Paris.

I 1940 starter hun skrivningen af en serie, som skulle være på fem romaner - Storm i juni - som omhandler besættelsen i Frankrig. Hun når at skrive de to første dele, inden hun i 1942 bliver deporteret og dør i Auschwitz umiddelbart efter. Hendes små døtre havde manuskriptet - men det bliver først udgivet i Frankrig i 2004, hvor det opnår en pris og genopliver hendes andre tidligere romaner.
Denne roman fortæller historien om den unge fattige læge Dario Asfar, som er flygtet fra Krim med sin unge kone. Han forsøger at få en karriere i gang i Nice i den svære tid efter krakket i 1929, og hans jødiske sydlandske træk er imod ham fra første færd. Dario er besat af tanken om rigdom - han er mærket af årene som flygtning gennem Europa, hvor han har sultet og endog mistet et barn, de ikke kunne brødføde. I sin desperation udfører han en illegal abort på en ung amerikansk kvinde; men da denne forlader faderen, bliver han øjeblikkeligt afkrævet 'lønnen' af en grisk, uhæderlig kvinde.
For at betale denne gæld, kontakter han Ange Martinelli - en italiensk dørmand på et af byens hoteller. Denne hjælper ham ved at tilkalde ham, når hotellet har syge gæster. Dermed krydser hans skæbne Philippe Wardes. Wardes er en rig forretningsmand - men han drikker og spiller poker, og forfølges af tvangstanker og neuroser. Dario møder hans kone, Sylvia, og selvom han elsker sin undselige kone, så fascineres han sygeligt af denne kvinde, som for ham besidder en ren sjæl - er uselvisk, dydig; men som heller aldrig har måttet kæmpe for noget i livet eller følt sult.

Dario flytter sin familie med til Paris for at være tættere på Sylvia - selvom deres forhold er rent platonisk. Hun hjælper ham ud af endnu en økonomisk krise - men nu har Dario fundet vejen frem. Han slår sig ned som psykoanalyst - hans metoder er afledt af Freud's; men han påstår, at de er hans egne. Derved opnår han rigdom - men han er stadig foragtet af det bedre borgerskab.

Dario besidder samtlige kapitalsynder (pånær dovenskaben) - han er parat til alt for at sikre sin familie og sin søn. Men han kan ikke længere skelne mellem ret og forkert; og han ender med at støde Sylvia fra sig; blive uvenner med sin søn. Kun hans kone forsvarer ham til den dag hun dør. Hans livs idealer var Sylvia og hendes moral - men han ender med at sælge sin egen sjæl. Han kalder sig Master of Souls overfor sine patienter - Wardes kalder ham 'sjælens slagter'; men hans værste fjende er hans egen gerrighed og misundelse.

Sprogmæssigt er den relativ enkel at gå til - som mange af den periodes romaner; dens styrke ligger i de fundamentale klassiske allegorier. Samtidig er den problematisk i den forstand, at den fremstiller de værste personlighedstræk overhovedet i denne jødiske person - publiceret i et anti-semitisk tidsskrift af en jødisk forfatter, som har konverteret... hvilket naturligt nok skabte en del vrede og tvivl om Némirovsky's egen sympati.

Jeg glæder mig til at læse Storm i juni nu!

2 comments:

Dorte H said...

Fransk! - tror jeg vælger den fra indtil videre.
Jeg overvejer somme tider at tage nederlandsk op igen, men min læsefærdighed i fransk har aldrig været noget at prale af.

Nille said...

Dorte,

Desværre læser jeg ikke flamsk - ikke andet end underteksterne på TV! Men jeg er ret sikker på, at den udkommer på dansk engang - det tager bare lidt tid, da hun har lidt af en renæssance lige nu!