The Burning Chambers - Kate Mosse

• Engelsk
• 4.-9. juni
• 608 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Denne blev løsningen på mit sidste dilemma i Prags lufthavn med tjekkiske kroner i overskud; pengene skulle passe og der var ikke mange andre muligheder. Så med historien om tatovøren og denne havde jeg præcis 1 tjekkisk krone tilbage. 

Men så havde jeg jo købt en bog jeg intet anede om! Det er snart fire år siden jeg læste den sidste roman af Mosse; og det var let og underholdende flylæsning. Inden da havde jeg læst hendes trilogi om katarerne, som af temmelig vekslende karakter. Men det skyldes nok mest, at den genre blev så utroligt populær på det tidspunkt - spring mellem fortid og nutid, og jagten på en mystisk genstand, som skal redde menneskeheden eller kan ødelægge den. Og gerne med lidt religion oveni!

Jeg blev derfor lidt ærgerlig, da jeg hurtigt opdagede, at dette var endnu en trilogi. Dette er første bind, som starter perifært i 1862 for derefter at hoppe tilbage til 1562, da Frankrig er midt i religionskrigene.

Det foregår stadig i Carcassonne og Toulouse; det er et område Mosse er meget begejstret for. Vi følger den protestantiske Piet - eller huguenotten, som de jo blev kaldt i Frankrig, som er med i den protestantiske hær. Hans barndomsven Vidal er nu katolsk præst, og de to er ikke just på talefod.

Så er der den unge Minou - Marguerite - som bor med sin far og to søskende efter moderens død. Hun får en dag et mystisk brev med en kryptisk besked; men byen kastes ud i kampe mellem de to fraktioner, og hun glemmer alt om det. Men der er en mystisk kvinde - hvis tanker findes som mystiske indlæg imellem handlingen. Hun er Vidals elskerinde, og slotsfrue - og tilsyneladende ret opsat på at udrydde Minou.

Det bliver en kamp om både religion på et mere overordnet plan, da man følger den franske historie med den svage konge Charles IX, som styres af sin mor Catherine de Medici. Men også den lokale historie i Languedoc-området, og de forskellige familiers kamp. Der er kidnapning og kærdlig, mord og mystik - og en happy ending!

Jeg synes dog ikke, at karaktererne var dybe nok; en enkelt biperson trådte godt frem - men hovedpersonerne kunne jeg slet ikke se for mig som mennesker. Og så var der en uendelig lang passage mod slutningen, hvor alle tråde skal udredes - men det kan altså gøres nemmere og hurtigere; og uden helt så meget melodrama.

Epilogen foregår ti år senere; i 1572, hvor de to hovedpersoner har fået hinanden - og et barn. Nu er de på vej til Paris til bryllup for Henri IV og kongens søster.... og så er det jo nemt at forestille sig, hvad andet bind skal handle om. Bartolomæus-natten i august 1572, hvor alle hovedstadens protestanter blev myrdet.

Hvor tredje bind skal føre os hen, er svært at vide - men det bliver jo tidligst i 2021. Deraf min irritation - for jeg orker ikke flere serier, hvor jeg skal vente i årevis på at kunne komme til vejs ende.