Ministeriet for den ypperste lykke - Arundhati Roy

• Engelsk
• 20.-23. juni
• 464 sider
• Originaltitel: The Ministry of Utmost Happiness

Det er snart otte år siden, jeg læste Arundhati Roys berømmede roman om tvillingerne Rahel og Estha. Det var virkelig en fantastisk bog og læseoplevelse, og generelt er indisk litteratur alt for overset - for der er nogle mesterværker iblandt. 

Der skulle mange år før Roy fik skrevet sin næste roman, som udkom tyve år efter den enorme succes. Og der er selvfølgelig et pres! Vikram Seth har i årevis skullet udgive sin efterfølger til En passende ung mand; men Seth lider af skriveblokering - muligvis også grundet de enorme forventninger, der vil være til en efterfølger.

På samme måde havde jeg store forventninger til Roys bog, og den har modnet i reolen i et godt stykke tid. Den har været i hænderne nogle gange, men det var ikke kærlighed ved første blik. Endelig besluttede jeg mig for, at nu skulle den altså læses. Jeg laver måske lidt for mange impulskøb til tider, og det er mange penge, der forsvinder i det hul - så ligegyldigt hvad så måtte jeg igennem den.

Det var også med besvær må jeg nok sige; så var der passager, hvor det hele gled lidt - og så ramte jeg en mur, som jeg måtte læse mig igennem med møje.

En af de manger hovedpersoner er Anjum, som er født som hermafrodit. Hendes forældre forsøger at fremtvinge det maskuline i hende; men hun beslutter selv at flytte ind i et hus med transkønnede og transseksuelle. Her finder hun sine ligesindede, og lever i mange år uden konflikter. 

Hun bliver endog mor, da hun en dag finder et forældreløst barn på markedet; og alt er lutter lykke indtil hun under en rejse til Gujarat bliver fanget i Indiens politiske problemer. Da hun vender hjem derfra er hun forandret, og kan ikke længere trives i huset.

Hun tager sine ting, og flytter hen på en kirkegård, hvor hun slår sig ned. Det er det første store indledende kapitel i bogen, og jeg var nærmest lettet over at være nået dertil! Herefter bliver det nemlig virkelig forvirrende. Der er så mange mange personer, hvis livshistorie skal udpensles i styore hurtige træk - hvorfor??? - og det får historien til fuldstændig at stikke af.

Der er vigtige samfundskritiske budskaber; der er samfundssatire - og hjerteskærende skæbner fra det indiske kastesystem. Men der er desværre også en roman med en struktur, der skifter konstant og eksperimenterer helt derud, hvor læserne mister tråden. Det er virkelig synd for historien; men jeg foretrak langt hendes første roman