Les cigognes sont immortelles - Alain Mabanckou

• Fransk
• 20.-29. februar
• 288 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg troede lige, at jeg skulle have en nem lille bog læst inden en forretningsrejse; men der var for meget arbejde - og da jeg først var afsted i Amsterdam. var der knap et minut om dagen til os selv.

Så det endte med to læsesessioner over hele denne lange periode, hvor jeg endelig havde tid til at fordybe mig i Mabanckou. 

Det er den 12. bog jeg har læst af ham siden jeg startede bloggen her; så i realiteten er det vel 14-15 styks. Denne gang er han tilbage i fiktionen men med et kraftigt selvbiografisk islæt. Han dedikerer bogen til sine forældre, Pauline og Roger, og det er da også navnene på bogens forældre, selvom den lille dreng hedder Michel og ikke Alain. Man kan undre sig over, hvorfor han tager dem lige for lige, og så benytter sig af et andet navn til drengen? For det er uden tvivl hans egne erindringer om mordet på landets præsident Marien Ngouabi i marts 1977, da han var elleve år gammel.

Michel og forældrene bor i Pointe-Noire langt syd i landet og mange hundrede kilometer fra hovedstaden Brazzaville. Faderen får derfor alle sine informationer fra den lille transistorradio; men pludselig spiller den udelukkende russiske sørgemusik.

Republikken Congo var indtil 1991 en marxistisk-leninistisk stat, og såvel beundringen for som tilknytningen til USSR var stor. Men nu virker det hele meget kaotisk - Michels lille hund forsvinder, men han må ikke forlade huset for at lede efter den. Der er militærkøretøjer i gaderne, og pludselig dukker onklen René op med to onkler, Michel aldrig før har set. 

De to onkler har i hast forladt hovedstaden efter mordet på et andet familiemedlem, og er nu kommet for at advare familien. Igennem deres forklaring af situationen genfortæller Mabanckou hele landets historie fra de første lykkelige dage efter kolonitidens endeligt til den uundgåelige situation med afrikanske diktatorer, og interne stammekrige.

Det er et tidsbillede af Afrika i 1970'erne men med en forbindelse til Frankrig, som jo stadig lidt er moderlandt - og hvor Jacques Chirac vælges som borgmester i Paris, og dermed får vi historien om Giscard d'Estaing, Pompidou - og de andre faderfigurer som var de franske præsidenter.

Pauline - moderen - vil sørge over tabet af den dræbte bror, men det kræver, at hun barberer sig skaldet - og så vil alle jo spørge, hvem der er død. En begravelse er ikke en intim affære - og da de skal holde familieforbindelsen hemmelig, skaber det konflikter i det lille hjem.

Det hele fortælles med barnets logik - og til tider lidt mange gentagelser af den samme sætning for at give os barneperspektivet; og det giver et yderst troværdigt billede af stemningen i en provinsby i Afrika i 1970'erne. Det er ikke hans bedste roman synes jeg; der manglede lidt dybde - og pludselig sluttede den lidt brat. Men han forstår at give os Afrika i litteraturen.