Thursday, February 20, 2020

Englene i Avignon - Bjarne Reuter



























  • Dansk
  • 16.-19. februar
  • 430 sider

Jeg kan ikke helt forstå, at det er otte år siden, at jeg læste Reuters middelalderroman om løgnhalsen Pagamino. Under vinterens bogudsalg faldt jeg over en billig version af en af hans senere romaner, som på mange måder mindede om den tidligere. Middelalder og eventyrlige historier!

Vi er i 1313-14; og paven Clemens V bor i den periode i Avignong - ikke grundet det store skisma, som først startede i 1378; men han arbejdede først og fremmest sammen med den franske konge Filip IV for at udrydde katarerne. Og han havde ikke meget lyst til at bo i Rom.

Men det er en anden historie!

Nu er Clemens V angrebet af en dårligdom, som han selv mener er Djævlen - og den skal udrenses ved en pilgrimsrejse til en bro i Italien - Ponte di Luce - lysets bro. Han hidkalder fidusmageren Pieter van Dreusen, som lever af at sælge pulvere og drikke for at kurere folk. Det rene humbug selvfølgelig og manden er da også den komiske ingrediens; lille og undselig af figur, hvilket både pave og menigmand konstant minder ham om.

Derudover er der munken Enzo, som er temmelig ubegavet - men i besiddelse af et markeret afsporet libido, som gælder alt fra dyr til kvinder. Så er der pavens livlæge, Cobus, som lever for at spise og spiser for at dø. Endelig ledsages de af englene - fem unge drenge, som paven omtaler som sine keruber. De bliver taget fra deres familier for at følge paven - og holde ham med selskab om natten; man kan kun gisne om, hvor vidt den omsorg strækker.

Ovenover hele dette sceneri sidder universets marionetførere og styrer slagets gang; det er Leopold og Angelo - Gud og Satan, som har indgået et væddemål. 

Undervejs kommer de ud for mange hændelser, og flere af dem omkommer så rejsen slutter noget anderledes end den begyndte. Det hele ledsages af pudserløjelige udvekslinger mellem de forskellige protagonister, om det godes kamp mod det onde. Om livets fortrædeligheder, religion - og lange beskrivelser af, hvad de ser på deres rejse.

Jeg havde virkelig svært at finde begejstringen frem; på trods af min store glæde over historien om Pagamino, så fungerede det ikke her. Personerne var detaljeret beskrevet, men alligevel kom de ikke til live for mig - ingen af dem formåede at rejse sig ud af bogens sider.

Jeg synes den for det meste var langtrukken, og kedelig desværre. Heldigvis var det jo et udsalgskøb, og fejlkøb skal der jo være plads til!

No comments: