African psycho - Alain Mabanckou

• Fransk
• 3.-5. februar 
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Alt, hvad Alain Mabanckou skriver er det pure litterære guld; og dette er den 11. bog jeg læser af ham. Der står en ny på hylden, og venter - men inden den udkom havde jeg nået at indkøbe den eneste ældre roman, jeg aldrig havde læst.

Måske fordi jeg stadig erindrer læsningen af American Psycho tilbage i 1990'erne; det var virkelig barske sager - og jeg kunne kun forestille mig, hvor voldsom en afrikansk version kunne blive. Mabanckou har jo tidligere skrevet om krige og opgør i bl.a. Congo; et land, der har været præget ar ekstrem vold i mange år.

På den anden side ejer Mabanckou også talentet til at gøre tingene usandsynligt ironiske og morsomme. Her møder vi Batemans antitese; antihelten, der ikke bliver seriemorder selvom det er hans højeste ønske.

Grégoire Nakobomayo blev som nyfødt efterladt af sine forældre; og hele sin barndom blev han kastet rundt mellem plejefamilier, der prøvede at få ham til at blive en overklassedreng. Men Greg havde det bedst med ballade og snyd; og sin sidste plejefamilie forlader han efter at have stukket øjet ud på sin stedbror, da denne vil overgribe sig seksuelt på ham.

Som ung mand fascineres han af massemorderen Angoualima, som hærger i byen og efterlader sine ofre med hovedet separeret fra kroppen; storsmilende med cubanske cigarer i munden. Alle, der forsøger at provokere morderen - journalister, politifolk etc. - bliver hurtigt myrdet. Greg tager ham i forsvar, og da Angoualima begår selvmord bliver hans gravsted hans pilgrimssted.

Han mener bestemt at kunne både se og høre sit idol, når han står ved graven - og han vil så forfærdelig gerne imponere ham - og hvorfor ikke også blive den nye Angoualima?

Men i virkeligheden er han jo en lidt stakkels fyr; han er ikke smuk - og det nager ham. Han har ikke en kæreste men gør brug af de lokale ludere, som kommer fra 'landet på den anden side af floden' - dvs. fra Congo og hovedstaden Kinshasa. Han reparerer biler og lever isoleret i sit lille hus, han selv har bygget.

Han planlægger hele tiden det perfekte mord; men det går virkelig galt hver gang - han bliver forstyrret; han bliver dårlig ved synet af sit eget blod, da han øver sig derhjemme... en reel antihelt!

Da han møder luderen Germaine, ser han den oplagte mulighed. Han bileder sig selv ind, at hun flytter ind hos ham for at blive opfedet som en slagtegris. At han i hvert fald ikke knytter sig til hende, og at hun bestemt skal myrdes den 29. december - det er der jo ikke meget impulsion over.

Og helt galt går det, da vi når den 29. december - for samme nat myrdes hun af en gal kunde; endnu en gang har han forpasset sin chance.

Det er Mabanckous satire over Ellis' værk nærmest; den udkom 12 år efter American Psycho og er fuld af Mabanckous afrikanske rødder, og satiren som vi kender den fra hans tidlige romaner. Jeg havde slet ikke behøvet være nervøs for min nattesøvn!