Sunday, February 16, 2020

Solsøsteren - Lucinda Riley



























  • Engelsk
  • 15.-16. februar
  • 848 sider
  • Originaltitel: The Sun Sister

Jeg har jo læst de første fem bind i sagaen om de syv søstre; og alle i den mindre paperback-udgave, som er billigere (og passer bedre til højden på mine bogreoler!).
Derfor havde jeg besluttet mig for at vente med sjette bind til samme format udkom; det stod først til begyndelsen af april - men pludselig er den rykket til slut juli! 

Og i fredags fik jeg fjernet en visdomstand, og havde derfor forfærdeligt ondt af mig selv ved udsigten til en stille weekend med flydende føde og smertestillende medicin. Jeg besluttede mig for, at denne slags chick-lit var helt perfekt til lejligheden. Men det er jo en dyr belønning, da denne udgave stod mig i 170 kroner, og var læst på to dage.

Electra er den rebelske søster - den berømte fotomodel, som er fuld og skæv det meste af tiden. Hun er blevet forladt af sin rockmusikerkæreste, og er helt nede at ramme bunden, da hun tilmed bliver kontaktet af sin påståede mormor. I modsætning til de andre søstre har hun været mindre ivrig efter at kende sin historie; men nu kommer den til hende, som hun kæmper med sit stofmisbrug.

Den nutidige historie er noget mere barsk - også sprogligt (!) end de andre mere finpolerede historier synes jeg.

Den anden historie, der som altid foregår i fortiden, er ikke så langt tilbage som det har været tilfældet andre gange. Vi starter i New York i 1938,  hvor den unge Cecily er blevet forladt af sin forlovede. Hun møder sin gudmoder, Kiki Preston, som overtaler hende til at rejse med hende til Kenya for at komme sig.

Som det ses er Kiki Preston en reel person; som i tidligere romaner blander Riley historie med fakta - og netop her, hvor vi ender i Happy Valley i slutningen af dets storhedstid er der mange referencer til personer, der har levet. En af hendes kilder er da også netop Juliet Barnes' roman om Happy Valley, som jeg læste sidste år - da jeg selv var i Kenya.

På vejen til Kenya stopper Cecily i England, og resultatet deraf opdager hun i Kenya - en uønsket graviditet med en mand, der har forført og bedraget hende. Hjælpen kommer i form af en særpræget personnage, som virker inspireret af Denys Finch-Hatton - storvildtjæger, pilot og inkarneret ungkarl. Denys selv var jo død på dette tidspunkt - men mange andre fortsatte deres vilde liv i luksus, fråds og barnlighed midt i kolonialismens svanesang.

Jeg kan dog ikke læse noget som helst om Kenya nu, uden at længes tilbage - og mærke duftene fra savannen. Så jeg var lykkelig for, at Riley nåede omkring Afrika også.

I nutiden følger vi Electras kamp for at blive clean - og ender med at flette Obama politisk korrekt ind i en historie, som kommer til at handle om afroamerikaneres rettigheder i 1960'ernes USA.

Slutningen er som sædvanlig enigmatisk; jeg har hele tiden haft mine tvivl om Pa Salts reelle død - men det virker ret fastlagt her. Til gengæld åbnes der op for en ny Pandoras æske i de sidste linjer - så alt er som det skal være. Men nu måtte den afsluttende bog gerne komme, synes jeg!

Det er god chick-lit - to dages læsning til de mange sider; men hun forstår også at skrive en cliffhanger-kompakt historie.

No comments: