- Engelsk
- 8.-10. juni
- 400 sider
- Originaltitel: The Thursday Murder Club
En lille let og underholdende krimi - bevares; ikke af den tunge slags med masser af blod og drama. Næh, snarere en meget hyggelig krimi med portvin og småkager.
Et sted i England er der en lille landsby, som udelukkende bebos af pensionister. Her hygger de sig i hver sin lejlighed, men kan også deltage i forskellige aktiviteter - strikning, japanskkurser og andet tidsfordriv udover at spise deres piller og holde øje med hvem, der har flest skavanker. Nogle er blevet alene og der er da også tilløb til nogle romancer; for i bund og grund keder de sig jo en lille smule.
Et par af pensionisterne har derfor dannet en lille klub, hvor de forsøger at opklare gamle mordsager. En Et af klubbens medlemmer var tidligere politibetjent, men nu ligger hun i koma, og hendes plads er overtaget af Joyce, Derudover er der Elizabeth, som kan få alt til at ske fordi hun på mystisk vis har forbindelser alle steder uden at man helt præcist ved, hvad hun tidligere lavede. De to mænd er Ron - tidligere fagforeningsboss - og Ibrahim, pensioneret psykiater.
En dag bliver deres lille klub dog langt mere aktuel, da en af partnerne i seniorejendommene slås ihjel; og pludselig sidder de med tre mord på hænderne, som nok på en måde hører sammen. De tager temmelig uortodokse metoder i brug - og især Joyce med hendes pudsige naivitet er et festligt indslag.
De to politibetjente, Donna og Chris, er også fine personbeskrivelser - men deres arbejdsmetoder ville nok ikke være helt efter bogen.
Det er glimrende og hurtigt læst underholdning, og man får sig nogle gode grin - jeg skal helt sikkert læse opfølgeren; for nu er det blevet til en lille serie på indtil videre tre krimier.
No comments:
Post a Comment