- Engelsk
- 11.-12. juni
- 320 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Jeg faldt først over den flotte forside; grafisk og enkelt - og så kunne jeg jo genkende ansigtet af skuespilleren kendt fra fx Julie og Julia, en film om mad; men også en del komedier, og så selvfølgelig nogle tunge kommercielle successer som Hunger Games, som jeg dog ikke har set.
Tucci er, som navnet antyder, af italiensk afstamning - og hans familie har altid været glade for mad. Der er lange familietraditioner for at værne om familiens opskrifter, og potter og pander går i arv fra generation til generation. Tucci interesserer sig mere og mere for mad, som han bliver voksen og rejser mere ud i verden for at indspille film.
Da han se Babettes gæstebud er det virkelig en øjenåbner for ham, hvor betagende mad kan være, og han laver selv en film i 1996, Big Night, som handler om en italiensk restaurant i USA. Den har jeg heller ikke set! Men hans kærlighed til mad er åbenlys; han værdsætter gode produkter og fryden ved en ret med ganske få ingredienser - om noget det italiensk madlavning kan!
Hans historie er til dels kronologisk men med små spring med anekdoter; hvert kapitel ledsages af en eller flere opskrifter. Det er enten hans egne eller fra noge af hans italienske yndlingsrestauranter; og så er der dejlige opskrifter på cocktails ligeledes - en dag skal jeg i hvert fald prøve hans version af en Dry Martini!
Men det, der rørte mig allermest var faktisk de to sidste kapitler, hvor han fortæller om sin kamp med kræft i tungen, som blev konstateret i 2017. Alene at skrive kræft i tungen er voldsomt! Og for en mand, der i den grad elsker mad var det da også den værst tænkelige dom.
Nu er der jo ingen kræftdiagnose, der er positiv; det ved jeg desværre selv efter min vrystkræftdiagnose for 8 måneder siden. Tucci får strålebahandling og kemoterapi; strålerne selvfølgelig direkte rettet mod svulsten i bagenden af tungen. Konsekvenserne er hurtigt fatale, da det ødelægger hans smagsløg og alting lugter og smager forfærdeligt. Selvom jeg startede med kemoterapi, var det nøjagtig, hvad der skete for mig. Man får at vide, at man skal være ligeglade med kalorier, og blot forkæle sig selv - men alting smagte råddent (eller af ekskrementer, som Tucci skriver!) - og hvis jeg kunne få lidt røræg ned, var det en god dag. Jeg levede i måneder faktisk af det samme som ham - og kød var helt umuligt; det fører til tab af muskelmasse og en helt enorm træthed.
Men mest af alt, så er det også en ganske mærkbar nedsættelse af livskvalitet. Vi tænker måske over, at vi ikke har råd til at spise på Michelin-restauranter - og kaviar kan man ikke spise hver dag; eller hvad der nu måtte være topmålet af luksus for én. Men når man pludselig heller ikke kan spise noget så banalt som en skål veltilberedt Pasta Carbonara (uden fløde!!!), så føler man sig også endnu mere syg.
Ingen forstår det nok, og man får konsekvent at vide, at man jo bare skal prøve at spise. Men det er jo ikke appetitten, der er noget galt med - men uden spyt, og med den rædsomme bismag bliver alting frastødende; og så kan man ikke tvinge noget ned selvom man ved, at man bør.
Det trøstede mig derfor, at han til sidst fortæller, at han nu kan spise næsten normalt. At han igen kan nyde den gode mad, han elsker så højt. Jeg er der ikke endnu - og når jeg er ovre det, er det nemmere fordi jeg trods alt ikke har fået fjernet et stykke af tungen. Men jeg glæder mig så usigeligt til den dag jeg kan værdsætte god man - og jeg skal afgjort på den bedste restaurant (for mig) jeg kan finde! Og måske kan jeg lave en hel side blot af retter jeg glæder mig til at smage igen.
Tucci slutter sin bog med netop denne liste - blot en opremsning af ting, som er ganske enkle. Tomatsalat, tunsandwich, suppe, bagel, lammekotelet, ..... osv. En hyldest til gode produkter, der ikke behøver en kæmpe anretning for at være delikatesser i sig selv. En hyldest til det italienske køkken!
En smuk bog om madens rolle i vores liv; som børn, men også under sygdom eller som forførelsesteknik.
No comments:
Post a Comment