Det år vi gik til begravelser - Henriette Rostrup

• Dansk
• 18.-20. september
• 320 sider

Jeg forsøger virkelig at læse flere danske romaner; og især når jeg falder over et godt tilbud, som det var tilfældet med denne. Selvfølgelig læser jeg dem så flere år efter alle andre. Men hellere sent end aldrig!

Jeg var faktisk meget positivt overrasket over sproget, som flød fint fra første side uden at have det lidt kunstigt konstruerede, som jeg tit finder ret belastende i dansk litteratur. Der er også fuld fart på fra første side, hvor vi hives med til en reception, hvor JT - Jewel Temper - skal repræsentere sit forlag. Jewel er ellers Julie fra Danmark, men har boet i New York i en del år, hvor hun nu har datteren NB (generelt går alle åbenbart under initialer her?).

Datteren passes nemlig primært af Mr. V, som er transvestit, hendes underbo og guardian angel i de fleste af livets situationer. JT er nemlig lidt vakkelvorn som person, synes jeg!

Bogen skifter utroligt meget i tid og perspektiv; i starten fortæller JT om sit New Yorker-liv, hvor hun møder færingen Tor igen. Så springer vi tilbage til hendes ankomst til byen, og det første møde med Tor, som altså også er far til hendes datter. Men det mener/tør JT ikke fortælle ham.

Sideløbende skriver hun sine erindringer om barndommen i Danmark med temmelig meget fantasi tilsat virkeligheden får man indtryk af. Faderens arbejde som politimand har ifølge hende ødelagt både ham, moderen og deres familie - og er årsagen til, at han gik fra dem. Moderen har hun ikke mange følelser overfor, og har tilsyneladende ingen kontakt med hende overhovedet. Derfor skruver hun selv de breve til barnebarnet, som hun mener, at NB skal have. Hvorforhun gør det, forstår jeg virkelig ikke? Hvorfor ikke bare lyve moderen død - eller konfrontere sine dæmoner og tage kontakt til moderen? Hun virker i hvert fald som et klassisk New Yorker-eksempel på lettere psykotiske mennesker, der lever i byens overhalingsbane, og aldrig når i dybden med sig selv.

Hendes forlagsarbejde er også kompliceret - eller måske foregår den slags ghost writing meget hyppigere end man forestiller sig. I hvert fald skriver hun for andre; især den gamle Scott, som er det eneste menneske, hun reelt knytter sig til - mere end hendes egen datter kunne man fristes til at sige.

Romanen er uden tvivl tænkt som en dannelsesroman, hvor det år præger hende og får hende til vokse som menneske. Der er flere begravelser - i slutningen er det 9/11, der fører til den sidste begravelse. Men jeg har ikke indtryk af, at hun reelt når til bunds med de dilemmaer, der tydeligvis skal bearbejdes.

Det er en ganske glimrende roman; dog kører den til tider ud af et sidespor, som ikke gør noget for historien - som en etape i Georgien; dette kunne med fordel være brugt på at komme tættere ind på hendes egen person, og skrælle lidt flere lag af facaden.