Tuesday, February 18, 2014

Hieronymus Bosch

























  • Fransk
  • 18. februar
  • 95 sider

Jeg er som tidligere nævnt ret begejstret for Taschens kunstbøger, og under januarudsalget fik jeg yderligere fem til samlingen. Efter læsningen af Grangés krimi fik jeg så en pludselig lyst til at læse den om Bosch's kunstværker. Grangé skrev om så mange uhyrligheder, at det fik mig til at tænke på det univers, man møder i Boschs malerier - og som uden tvivl har inspireret Dali mere end en anelse.

Hieronymus Bosch er jo en ældre herre; man kan være heldig at møde ham i Madrid (Prado) eller Wien (KHM) - men det er et held, for der er ikke mange malerier tilbage og man er begyndt at diskutere, hvilke der reelt er lavet af ham selv eller er kopier.

Men jeg tror vi alle kan genkende scenerne og monstrene, når vi ser dem - uden nødvendigvis at forestille os, at de er malet for 500 år siden. Dengang havde de jo tydelige bibliske referencer og tjente som skræmmebilleder med advarslerne om Helvede og Satan. Alligevel er der noget abstrakt moderne, som er nærmest skræmmende - hans detaljer er uendelige som i Brueghels malerier - men her opfinder han monstre, som end ikke den bedste science fiction-forfatter kunne komme op med i dag.

Jeg er jo meget interesseret i renæssancekunst, og bibelsk symbolik, men hos Bosch falder den salgs lidt i baggrunden når man fortaber sig i detaljerne. Der er selvfølgelig de sædvanlige malerier af Jesu på korset eller andre passionsscener; der er de Hellige Tre Konger, der besøger barnet i stalden - men hver gang er der så lige de grumme mennesker, der personificerer menneskets medfødte ondskab. Den ondskab, som det i middelalderen gjaldt om at forsage for enhver pris.






















Helvede var den ultimative straf for mennesket, der ikke efterlevede Bibelens ord eller ikke forsøgte at undgå de syv dødssynder. Det kan muligvis lyde forældet og religiøst - men ved at kende sine basale klassikere fra Bibelen kommer man temmelig langt, når man ser kunst men absolut også i litteraturen.

I bund og grund er Bibelen jo den ultimative bog, hvor alt blev sagt - nu omformulerer og opfinder vi; men samtlige komplekse problematikker kan henføres til en hændelse fra Bibelen, er jeg overbevist om. 

No comments: