Andy Warhol - Mériam Korichi

• Fransk
• 17.-18. februar
• 323 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I januar var jeg i Mons nede ved den belgisk-franske grænse for at se en Warhol-udstilling - efter at have set en kæmpe og stort anlagt udstilling i Paris for nogle år siden, var dette en mere intim og på mange måder mere interessant udstilling. Den viste Warhol fra en helt anden vinkel end udelukkende den pop-kultur, som hans plakater har gjort ham kendt for. 

Derfor var det nærliggende at fordybe sig en anelse i emnet, som jeg har det for vane at gøre efter store udstillinger. I Mons så vi skitser og tegninger af en meget religiøs karakter, og der var desuden hele vægge af de samlede serigrafier af fx blomsterne - fra private samlinger typisk fra Bratislava. Det morer mig altid lidt under udstillinger at forestille sig de hjem, der har den slags på væggene.

Bogen fortæller om Warhols familie - hans fattige forældre, der flygtede til USA før 1. verdenskrig; faderen kom først afsted mens moderen var fanget i et land, som ikke længere findes - men som i dag er Slovenien. Hun kom endelig afsted efter ni år, og de arbejdede begge hårdt for at tjene penge i Amerika. Det blev måske årsagen til Warhols afsindige smag for penge - han lagde ikke skjul på denne fascination, og malede jo også dollarsedler, som han fandt utroligt smukke.

Men Warhol var også et lille skrøbeligt barn - altid i mors skørter; han var meget syg, og konstant bleg. Han kompenserede for denne barndom ved stort set at ernære sig af slik som voksen. Men familien klarede sig relativt fint i modsætning til så mange andre, og Andy fik da en boglig uddannelse inden han tog til New York i slutningen af 1940'erne. Også her udskilte han sig ved at arbejde hårdt og konstant. I modsætning til sine kunstnervenner, der ikke ville nedlade sig til at lave useriøst arbejde, så tegnede han tegninger til dameblade, og tjente hurtigt sine penge.

Hans kunst havde absolut et anstrøg af masseproduktion og kapitalisme, hvilket han ikke skammede sig over. Bogen forklarer i detaljer hans syn på netop serigrafien, som muliggjorde den store produktion af Marilyn, Mao, Campbell Soup og Cola-flasker i alle afskygninger. Men den fortæller også om hans interesse for filmen og musikken. Han proklamerede, at han ville stoppe maleriet og udelukkende lave film - og så kom jeg straks til at tænke på Man Ray og hans biografi, som jeg læste for nyligt. De to havde på mange måder den samme tilgang til kunsten - og alligevel mødtes de aldrig. Warhol var i kontakt med Marcel Duchamp - som jo var Man Rays store ven, og hvis dadaistiske kunstopfattelse harmonerer med Warhols - blot i en anden tidsalder. Det forvirrede mig en del - på trods af, at Man Ray jo var fanatisk med Paris, og forlod USA igen lige efter krigen. Europa interesserede ikke Warhol - lige så lidt som hans families rødder. Dog beroligede det mig endelig, da man i slutningen af bogen kan læse om hans efterladte samling - og Man Ray var en stor del af hans samling. Det giver mening!

Ellers giver bogen os et indblik i en mand, som ville være ukendt og ordinær - men morede sig over at hænge ud med de kendte; som han i bund og grund antog for lige så ordinære. Han ville være anonym, og havde et svært forhold til sig selv og sin krop - han var homoseksuel, men på en sær måde særdeles aseksuel. Han projicerede alle disse følelser på den flok af mennesker, der altid omgav ham.

Det er altid meget interessant at læse i dybden om kunstnere; men især Warhol er måske offer for en populariseret opfattelse, som denne bog kommer til livs.