La douleur du dollar - Zoé Valdés

• Fransk
• 2.-4. februar
• 342 sider
• Engelsk titel: I gave you all I had

Tit når jeg kommer tilbage fra rejser til steder, jeg ikke inden kendte meget til, så får jeg lyst til at læse noget af en lokal forfatter. Hvilken bedre måde at fange landets sjæl på, når man nu har de indre billeder til at akkompagnere teksten. I oktober var jeg i Cuba - ikke den turistprægede afskyelige resort-del - men ude i en af de mindre provinser ved Trinidad. Det var mit første møde med landet, og jeg kom hjem med en fornemmelse af, hvor barsk kommunismen er for de lokale. Når man færdes på gaderne, og der intet er at købe - selv ikke i de statsejede forretninger. Når der absolut ingen reklamer er i gaderne, men udelukkende store propaganda-billboards med tekster som "Fædrelandet eller døden". Og selv som turister mærkede vi madmanglen og det groteske i hele systemet.

Zoé Valdés er en cubansk forfatter, født i 1959 - året, hvor revolutionen startede! Hun er eksileret i Paris siden 1995 - året, hvor romanen foregår - og man kan sagtens forestille sig, at den aldrig var blevet udgivet, hvis hun var blevet hjemme.

Bogens fortæller er en død person, som fortæller livshistorien om Cuca Martinez - en ung pige ud af en familie på fem i storhedstiden, hvor Cuba var fest og ballade, og et velkomment eksotisk pusterum for europæerne, Hemingway og andre, der flygtede fra den deprimerende efterkrigstid i Europa. Der blev danset, drukket rom og ikke spekuleret meget over livet. Det var inden Che og Castro selvfølgelig.

Cuca Martinez kommer som 16-årig til Havana, hvor hun flytter ind med de biseksuelle søstre Mechunga og Puchunga, og hurtigt konfronteres med livets detaljer inden for det erotiske i hvert fald. De tager hende med ud at danse, og der møder hun den karismatiske Juan Perez - eller også kaldet Ouane i den franske version - The One! Han tager det dog ikke for mere end en flirt, så Cuca tager hjem og holder sig stort set inden døre i otte år, mens hun venter på prinsen... The One.

Efter otte år tager hun tilbage til natklubben med såvel mere fysisk som psykisk udvikling i bagagen og i brystholderen. Og The One falder nu for hende. De lever et omtumlet og hedt forhold, indtil revolutionen starter og Juan ryger ud i ballade. Han giver hende en 1-dollarseddel, som hun skal våge over med liv og sjæl og forlader så den unge og gravide Cuca. Det er i 1959 - og den datter, der fødes har derfor nøjagtig samme alder som forfatteren selv.

Cuca bliver i Havana, og forsøger at hutle sig igennem tilværelsen under de nye politiske forhold - mens hun venter på The Ones tilbagekomst. Bogen beskriver med en nærmest grotesk humor den kommunistiske politik. Der er XXL-lederen - Castro; og de mange vanvitttige projekter, han iværksætter så befolkningen til evighed kan beundre kommunismen som den eneste rigtige tro. Der lidt Mabanckou over det hele - med navne, der er totalt vanvittige (som naboen, der hedder Kopimaskine). Mabanckou beskriver utopien i Afrika, og Valdés i Cuba - men grundprincippet er det samme for begge; disse samfund er bygget over så vilde ideologier; så store klasseforskelle og så meget human elendighed, at man nok falder over i det latterlige og groteske for at kunne beskrive det med en vis distance.

Men midt i al denne cirkusagtige iscenesættelse følger vi så også Cucas misere - og hendes drømme, som tit og ofte handler om madopskrifter eller hendes datter, som sværger til kommunismen og ikke har meget kontakt til moderen - og selvfølgelig om The One. Han vender tilbage i 1995; han skal hjem for at finde den berømte dollarseddel fra 1959, som Cuca har gemt. Men hun er gammel, og har ikke en tand tilbage - hun rev dem ud i sorg over hans afrejse; men de falder tilbage i de gamle vaner på trods af hans amerikanske kone og datter. Dog er han konstant forfulgt af regeringens overvågere, som alle cubanere, der vover sig retur til landet - og det vanvittige eskalerer mere og mere.

Der var visse elementer, der irriterede mig lidt - det groteske bliver næsten for grotesk til sidst; man har tendens til at miste personerne og se karikaturer. Og der er uendelig meget snak under bæltestedet - i de mest vulgære beskrivelser. Lidt for meget.

Men samtidig er der beskrivelserne af det Cuba, jeg så. Det er de evindelige gyngestole, som man ser allevegne. Det er kontrasten mellem forgudelsen af Castro og katolicismen. Det er musikken og livsglæden på trods af miseren. Og det er også mistroen, som jeg så den, da vi begyndte at snakke om internet med de lokale - eller andre emner, der kun hviskes om.

Så selvom jeg var lidt irriteret over det flamboyante vanvid, så er det også Cuba - og med mine egne billeder på nethinden var jeg sikker på, at jeg havde forstået landet, da jeg var der.