Deux - Irène Némirovsky

• Fransk
• 12.-13. februar
• 261 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Némirovsky har en meget stor stjerne hos mig og jeg blev gladeligt overrasket, da jeg fandt endnu en udgivelse af hendes mellemkrigsromaner; denne er fra 1939, da hun selv kun havde et par år tilbage at leve i.

Temaet er parforhold, som det også var det i Le Malentendu, men med et lidt anden indfaldsvinkel - alligevel fornemmer man, at det var et tema, der optog hende på trods af, at hun selv levede i et tilsyneladende lykkeligt ægteskab.

Tiden er lige efter 1. Verdenskrig i Paris, hvor nogle unge mænd er heldige at vende hele hjem - men nu vil de more sig, og ikke tage livet alvorligt; dets skrøbelighed har de set rigeligt til. De lever af forældrenes penge, og de bruger tiden på at danse og drikke - og flirte. I 1920 var det en anden sag, og Némirovsky var selv ung pige på den tid, og beskriver det derfor absolut set fra tidens vinkel i modsætning til en roman skrevet i dag.

Marianne er en ung pige ud af en kunstnerisk familie med fire døtre, og Antoine er af en mere klassisk familie med tre sønner. De flirter og mødes i skjul, men Antoine har også en mere voksen og erfaren elskerinde og Marianne kæmper for at få ham til at binde sig. Det lykkes endelig, men i samme sekund, de er gift, føler Antoine, at hans liv er forbi. Nu er al spændingen væk; det er legalt at mødes og han ser frem til et langt ægteskab som en dødsstraf af kedsomhed. Han kan selvfølgelig tage sig en elskerinde, som alle hans venner gør - og Marianne ville vel blot forvente det. Men han savner alt det spændende i livet, og irriteres over Marianne, der falder ind i rollen som hustru og mor uden problemer.

Han ender med at forelske sig i Mariannes lillesøster, Evelyne - hun repræsenterer på en mystisk måde alt det farlige, han havde med Marianne og han føler, at med en søster er det måske knap så stor en løgn. Marianne aner intet, og affæren bliver mere og mere seriøs indtil de en dag får mulighed for at rejse sammen til New York i flere uger. Nu vil Evelyne også have den mere stabile tilværelse, men Antoine kan ikke forestille sig en skilsmisse.

Det hele foregår i en underlig Gatsby-agtig atmosfære - dog uden de helt store fester; men løssluppenheden og angsten for at binde sig er fælles for tiden uanset om det var i USA eller i Frankrig. Det var euforien efter en krig, hvor den næste store fare lurede lige under overfladen.

Evelyne ender med at tage sit liv, og da indser Marianne hvorfor. Antoine går igennem en lang depressiv periode, men ved bogens slutning falder han til ro. Han er blevet ældre, og ser på sine børn og indser, at nu er det deres tur til at skulle igennem al den smerte for blot at ende med at blive fanget i et ægteskab.

Der er en vis bitterhed i slutningen; en smertefuld erkendelse af, at livet blot er en evig gentagelse for os alle. Antoine formår ikke at fange sin lykke mens den er der - men han affinder sig med den til sidst.

Det er en meget kort lille roman, men som sædvanlig skrevet med de smukkeste ord, og uden overflødige floskler for at beskrive deres trængsler. Man kan godt forstå, at de måske ikke solgte godt i 1960'erne og 1970'erne - men de kompakte tidsbilleder, hun giver, er absolut læseværdige i dag.