Kære Zoe Ukhona - Pelle Hvenegaard

• Dansk
• 15. april
• 294 sider

Jeg har som mange andre danskere sikkert set Pelle Hvenegaards opslag på Instagram med fotos og film af parrets smukke lille datter. Jeg ved, at hun er adopteret. Jeg kendte til gengæld ikke meget til personen Pelle Hvenegaard - det er jo hvad så mange år i udlandet gør; jeg har aldrig set nogle af de tv-udsendelser, hvor han har været vært. Men jeg har ikke kunnet undgå den ret massive pressedækning, bogen har fået de seneste uger i diverse talkshows. Derfor tænkte jeg, at den nok måtte læses inden jeg fik fornemmelsen af at have fået det hele serveret i pressen.

Jeg læste den på en eftermiddag/aften; jeg blev temmelig opslugt af den virkelig personlige beskrivelse af kampen for at nå til rollen som forældre. Nu har jeg jo ikke selv børn; men det afholder ikke på nogen måde én fra at forstå, at det kan være altafgørende i andres liv. At det kan være den forskel, der trækker en stor fed streg ned igennem livet som godt på den ene side ... og slet ikke godt på den anden. 

Det er hudløst ærligt beskrevet - fra den første blinde date til det første kys til den første graviditetstest til den første hormonindsprøjtning til den første insemination til de første adoptionspapirer afsendes og til det første møde med deres datter.

Det var vist klogt valgt at læse den derhjemme i sofaen, og ikke i metroen mandag morgen; for der blev bestemt fældet tårer undervejs. Man føler med dem, og lever med i de ubærlige ventetider; især de tre år efter adoptionsgodkendelsen til de møder Ukhona virker jo som en særlig form for grotesk tortur? Det er umådeligt svært at sætte sig ind i, hvordan man lever med det i dagligdagen, når alting hele tiden planlægges efter, at man skal kunne rejse med to ugers varsel til den anden ende af verden. 

Hvordan man opretholder en hverdag med planlægning af familiefester, vennemiddage eller ferier? Og det gør de jo heller ikke; for det tærer på dem, som det tærer at se vennerne få børn eller gravide kvinder i gadebilledet. 

Udfaldet kender man jo inden man giver sig i kast med bogen. Men jeg følte alligevel, at det var som en historie, der udfoldede sig på ny foran mig. Og man glædes i det sekund, hvor tiden står stille og telefonopringningen endelig kommer. 

Det er en kærlighedserklæring videregivet til deres datter; uden dog at udlevere alting. Det er meget fint og klogt; og jeg er sikker på, at netop denne lille pige er havnet et sted i livet, hvor alle mulige hensyn tages til hendes baggrund og historie, som vil blive en del af hendes liv for altid. 

Derudover er der jo min evindelige kæphest med korrekturlæsningen fra danske forlag! Det er desværre ikke bedre her end hos mange andre; hvilket jo aldrig stopper med at overraske mig?

Nu skal jeg ikke påstå at være perfekt til kommasætning eller noget andet; men jeg udgiver heller ikke en bog, der skal købes og betales.

Man når præcis til ottende linje i første kapitel, før man møder en totakstmotor! Og sådan går det desværre lidt for ofte; dumme og ligegyldige sjuskefejl er det - og kommasætningen er til tider meget kreativ. Sprogligt har jeg også visse udfordringer med udtryk som 'super', 'mega' og 'monster' - jeg synes ganske enkelt ikke, at det hører hjemme i det skrevne sprog. En lille opstramning i redigeringen ville virkelig gavne bogens helhedsindtryk; det er jo synd, at en så smuk og vigtig fortælling ødelægges af manglende tid til at rette fejl til.