Den usynlige bog - Claus Lund Rosenkilde

• Dansk
• 16. april
• 178 sider
• ANMELDEREKSEMPLAR

Jeg fik tilbudt to krimier af Claus Lund Rosenkilde, som burde minde i stil om den type, jeg bryder mig om. Mere i stil med Simenon og Christie end Läckberg og Nesbø - altså mindre blod og vold, men mere spekulation i, hvem der har begået forbrydelsen. Det siger man jo aldrig nej tak til!

Krimierne foregår i København, hvilket jo også er skønt - og så skulle der være et historisk element i bøgerne ligeledes. Altsammen særdeles lovende; selvom jeg jo ikke læser meget dansk litteratur.

Det er jo en relativ kort krimi, der er tale om - og det giver jo altid problemet med at skabe en god balance i tingene. Det starter ud med en introduktion af vores hovedperson, Saxo Haussmann, som arbejder på Det Kongelige Bibliotek. Han bor sammen med Mercedes Rosencreutz, der som navnet antyder kommer fra én af landets gamle adelige familier.

Der bruges en del tid i indledningen på at præsentere de 13 (!!) gæster, der er inviteret til en særlig aften i biblioteket. Her skal de se en snigpremiere på en ny udstilling om gamle bøger, der omhandler okkulte emner; efterfulgt af en middag fra den nærliggende restaurant Søren K.

Jeg syntes umiddelbart allerede i starten, at der blev brugt lidt for meget name-dropping i form af firmaer, som er ganske reelle i dansk erhvervsliv - eller adresser i byen, som ingen relevans har for historien. Det blev måske også lidt for åbenlyst at se inspirationen til Mercedes' familieslot til det eksisterende Egeskov.

Samtidig vidste jeg jo, at det ville ende med en søgen efter en morder; så i stedet for helt at fordybe mig i og nyde læsningen, så fokuserede jeg (alt) for meget på informationer om, hvem der stod hvor; gik hvorhen; sagde hvad ... etc. Det irriterede mig lidt må jeg desværre indrømme.

Selve mordet kommer relativt sent inde i denne forholdsmæssigt korte bog; det ødelægger i mine øjne bogens balance lidt. Opklaringen sker ufatteligt hurtigt, og nærmest for nemt. Jeg kunne godt have brugt en længere bog, men hvor der var fokuseret mere på det psykologiske spil blandt de tretten personer, der sidder 'fanget' i et mørkt kælderrum - og som efterhånden bliver til færre.

Personerne bliver for overfladiske i deres skildring; jeg mangler ganske enkelt kanten på dem alle, og forløsningen bliver derfor en anelse flad.

Udover at skrive krimierne, så udgiver forfatteren dem tilsyneladende på sit eget forlag. Det er jo interessant; for som den opmærksomme læser vil vide, så er jeg håbløst desillusioneret over kvaliteten af korrekturlæsning hos de store gængse forlag.

Det er der til gengæld nusset om hér; jeg fandt et par enkelte slåfejl - men det er så minimalt, at det er irrelevant. Der var dog et par steder, hvor opsætningen var gået galt (fx side 24), så man får samtlige ord i en sætning præsenteret uden mellemrum. I indledningen er der et par illustrationer med forklaringer; der mangler nummer 5 til bogillustrationen desværre. Og endeligt - så hedder det altså Ruinart-champagne.

Jeg vil dog bestemt læse den næste også; måske når vi lidt dybere der?