Onkos - Jeanette Varberg

 

• Dansk
• 11. februar
• 160 sider

Pyyhhhh... jeg er glad for, at jeg læste denne hjemme på en søndag i sofaen - med fred og ro til at trække vejret dybt, og knibe en tåre.

Jeg vidste jo godt, hvad jeg gik ind til og alligevel rammer det lige hårdt hver gang at læse om den rejse, som så mange andre desværre også skal igennem med kræft. Jeanette Varbergs rejse var desuden meget lig min egen fra november 2021 til sommeren 2022 - en rejse, som ikke er slut endnu desværre. En rejse, som nok aldrig bliver det fordi der altid vil være et "efter".

Varberg er arkæolog og videnskabskvinde; så udover at gennemgå alle de psykiske og fysiske trin i kræftrejsen beslutter hun sig også for at undersøge, hvor kræften stammer fra. Er det en moderne sygdom forårsaget af vores vellevned - og er vi selvforskyldte?

Jeg forstår sagtens hendes beslutning; jeg startede selv med at arbejde halv tid efter den anden kemo ud af seksten. Ganske enkelt for at holde hjernen i gang, og ikke forfalde til et liv i sygdom.

Hun gør det dog ved udelukkende at beskæftige sig med selvsamme sygdom. Men der er måske noget terapeutisk i at opdage, at kræft er urgammelt og at hun ikke var mere skyld i sin brystkræft end så mange andre kvinder. Eller andre med andre kræftsygdomme!

Det viser sig, at man kan spore rester af kræftsygdomme selv i mumier og skeletter, der er århundreder eller årtusinder gamle. Faktisk intet nyt under solen! Bortset selvfølgelig fra, at vi er blevet bedre til at behandle. Hun beskriver opfindelsen af både stråling og kemoterapien.

Behandlinger som i dag er langt mere skånsomme end de første forsøg. Jeg har nok mest blokeret erindringerne fra netop strålebehandlingen. Lige nu og her var det jo den langt mest blide i forløbet; men man sidder i dagevis i den dybe kælder omgivet af andre synligt syge mennesker - eller raske mennesker, der lige skal igennem det sygdomshelvede for at forblive raske forhåbentligt. Mine senfølger er netop efter strålerne og dog er jeg ikke brændt helt sammen som nogle af de tidligste patienter blev.

Kemoterapien kan vi spore tilbage til sennepsgasserne fra skyttegravene i 1. Verdenskrig; det forklarer jo glimrende, hvorfor det er så forfærdeligt at gennemgå og hvorfor nordmændene fx kalder det for cellegift. Det er ren gift, der flyder ind i årerne. Jeg husker selv tydeligt den første gang med den modbydelige røde kemo. Jeg tænkte, at ligegylidgt om jeg stoppede efter den ene gang fordi det var for meget - så var bare den første dråbe nok til, at skaden var sket. Mit hår ville falde af og giften var i mig.

Så udover at følge hendes egen historie lærte jeg en masse; også en del, som trods alt giver håb for at man klarer det på længere sigt fordi vi er kommet så langt i forskningen.

Men... hvor er det vanvittigt frustrerende, at et forlag som Politken så ikke kan overskue at lave en indholdsfortegnelse til en alt andet lige relativt lille bog. Sideangivelserne skrider allerede ret hurtigt, og halvvejs inde i bogen er der en forskel på elleve sider mellem det angivne og det reelle tal. Det er sjusk, der er så graverende, at jeg slet ikke fatter, hvordan man kan drive forlagsvirksomhed. Det er desuden virkelig synd for en forfatter, der har leveret et godt stykke arbejde, at det skal skamferes af inkompetente personer. Desværre er der vist ikke et eneste forlag i Danmark, der arbejder med kvalitetskontrol!