De purs hommes - Mohamed Mbougar Sarr

 

• Fransk
• 18.-19. februar
• 192 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I 2011 boede jeg nogle måneder i en lille senegalesisk by - et sted, hvor alle kendte alle. Der var en enkelt "tøjforretning", der primært solgte brugt tøj sikkert sendt fra Europa. Indehaveren eller bestyreren var uden tvivl homoseksuel, og da jeg kendte til den problematik dette måtte være i et land som Senegal, kommenterede jeg det en dag til en ven. Reaktionen kom prompte. Ja, det var han måske - og det var ikke godt - men de kunne love mig, at han var den eneste i hele byen. Til det kunne jeg jo kun svare, at håbede jeg da virkelig ikke for ham!

Men jeg havde stukket næsen i en hvepserede; i Senegal er homoseksualitet ulovligt og strafbart med op til fem års fængsel. Senegal betragtes alligevel som et af de mere tolerante lande på det afrikanske kontinent!

Mbougar Sarr vandt jo den franske Goncourt-pris i 2021 som den yngste vinder nogensinde for sin roman Menneskets dybeste erindring. Efter at have læste dette mesterværk læste jeg en af hans tidligere romaner om afrikanske bådflygtninge i Italien, inden jeg bestilte denne som tidsmæssigt ligger mellem disse to, og udkom i 2018.

Handlingen starter da den unge professor Ndéné sammen med sin kæreste ser en video, der er gået viralt. Videoen viser en ophidset gruppe mennesker, der graver en krop op fra kirkegården. |Den døde er en ung mand beskyldt for at være en góor-jigéen - en mande-kvinde. Ndéné tager voldsom afstand fra videoen og mandens seksualitet; i moskeen bliver det bandlyst af hans egen far og han er vokset op med at forkaste homoseksualitet som usædeligt og unaturligt. Men han kan ikke slippe videoen, og da han kommer i uvejr på universitetet for at have lært eleverne om Verlaines poesi, beslutter han sig for at finde ud af, hvem den unge mand var.

Han taler med en berømt dragqueen, som dog bedyrer, at det blot er et job og i virkeligheden er han heteroseksuel - men ved, at han risikerer sit liv ved at optræde i dametøj. Han taler med en kollega på universitetet, som dog viser sig at leve et dobbeltliv - som reelt er den eneste mulighed han har.

Han møder moderen til den afdøde unge mand, hvis lig nu er begravet i hendes lille forhave. Men alle disse hændelser bliver startskuddet til, at han selv beskyldes for at være en góor-jigéen. 

Store dele af romanen virker mere som en debat, Mbougar Sarr ønsker at lancere i Senegal - men "skjuler" i historien, der ikke altid flyder lige let. Der er mange indvendige dialoger, som principielt er hans debat om problematikken. Det gik da heller ikke uhørt hen, da romanen udkom i 2018. I Senegal beskyldes han for at være udsendt af alt fra Vesten til LGBT+ organisationer for ligefrem at udbrede homoseksualitet i landet, som mener, at det ganske enkelt ikke eksisterer! Romanen kan end ikke købes i Senegal, så det er ret relativt med det forspring af tolerance man skulle præstere. Eller sagt på en anden måde viser det blot, hvor forfærdeligt det så står til i andre afrikanske lande.

Det var absolut ikke hans bedste roman; jeg foretrækker stadig de to andre - men jeg tror også formålet med denne er et helt andet. Det er samfundskritisk, og vigtigt at italesætte denne diskrimination og Mbougar Sarr har nu et talerør udenfor Senegal, som forhåbentlig kan medvirke til at ændre tingene.