Les gens de Bilbao naissent oû ils veulent - Maria Larrea

 

• Fransk
• 4. februar
• 216 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en roman, jeg har ventet længe på i paperbackformat - den tog mig under tre timer at læse i et stræk, så jeg fastholder mine principper om ikke at købe de dyrere store udgaver.

Folk fra Bilbao fødes hvor de vil er et kendt ordsprog fra Baskerlandet, som jeg fik bekræftet af en kollega, der netop er fra Bilbao som forfatteren til denne prisbelønnede debutroman.

Forfatterens forældre er begge baskere; moderen fødes af en fattig kvinde, hvis mand helst så en søn komme og efterlader hende på nonnernes børnehjem. Hun henter hende igen ti år senere, og den lille pige bliver "tjenestepige" for familiens nu mange børn - og seksuelt misbrugt af faderen. Hendes far fødes af en prostitueret, som opkalder ham efter hendes stamkunde inden hun også overlader ham til et børnehjem. Hun besøger ham dog jævnligt; men som teenager ser han hende i gaden. På arbejde.

Disse to mennesker mødes og bliver gift. De flytter til Paris og bor i en lille portnerbolig, hvor Maria vokser op med de to kulturer. Somrene tilbringer de hjemme i Spanien, hvor forældrene har en lejlighed.

Den voksne Maria lever et udsvævende liv i det parisiske natteliv; hun vil have en karriere som filminstruktør, men putter sig selv ind i alle de kortfilm hun filmer. Så en dag ser hun en tarotkortlæser, og stiller hende netop dette spørgsmål. Hvorfor hun ser sig selv i alle film?

Tatotlæseren bliver nærmest ligbleg, og fortæller hende, at der er noget galt. Hun er ikke den, hun tror hun er. 

Da hun konfronterer moderen, viser det sig, at hun er adopteret. Men det er ikke en hvilken som helst adoption. Da forældrene efter års ægteskab stadig ikke har børn, bliver de på en rejse hjem til Bilbao tilbudt et barn. Der er dog visse betingelser - hun skal bære en pude, så hun ser gravid ud. De skal være i Bilbao og holde sig klar til de får et opkald. Så tager de afsted til en fødeklinik (med puden under tøjet), og dagen efter får de en nyfødt lille pige - forfatteren.

Der er ingen adoptionsprocedure. Der er ingen papirer. Forfatterens mor står opført som den rigtige mor på hendes fødselsattest, og de rejser hurtigt tilbage til Paris.

Hun er ét af de mange børn, som under Francos regime og i årene efter, blev fjernet. Det kunne være fordi deres forældre var revolutionære eller ikke regnedes for egnede til at være mødre som fx ugifte kvinder. Det er barske ting at opdage, når man selv er nybagt mor og hele ens verden krakelerer. Det er også erkendelsen af, at de bedstemødre, som blot opgav deres børn - hendes forældre - slet ikke var hendes. Hvem er så hendes familie og hendes rødder?

Maria finder sin biologiske mor, og to halvsøstre - da romanen skrives er det ikke helt klart, hvordan deres forhold udvikler sig. Men romanen er historien om hemmelighederne, om den spanske stats lyssky handlinger, som selv hendes adoptivforældre ikke kendte til - og jagten på at finde hjem.

I den forbindelse passer det baskiske ordsprog jo godt ind i en fantastisk historie, som jeg slugte uden at lukke bogen en eneste gang.