A Piece of the World - Christina Baker Kline

 

• Engelsk
• 24.-25. februar
• 328 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sidste år læste jeg lidt ved et tilfælde en roman af denne forfatter; det var nem hyggelæsning og jeg tøvede derfor ikke med at lede efter flere i mit forsøg på at læse flere biblioteksbøger - eller rettere sagt... købe færre bøger selv! Det var da også en meget hurtig affære, da den er skrevet med relativ stor skrift og er særdeles nem at læse. Ikke desto mindre særdeles gribende og med flere overraskelser for mig.

Jeg er jo passioneret kunstelsker; men med den store fejl, at jeg foretrækker renaissancen og nærmest aldrig ser moderne kunst (defineret som efterkrigstiden og fremefter). Endnu mindre kender jeg derfor til amerikansk kunst, og havde aldrig hørt om maleren Andrew Wyeth. Alligevel mener jeg at have set maleriet, der er fundamentet for hele bogen - Christina's World hedder det.

Det er faktisk lidt forstyrrende, når man ser nærmere efter. Det er ikke blot en ung pige, der ligger i græsset og ser mod et hus. Ser man nærmere, ser man hendes tynde arme. Man aner noget foruroligende over blikket mod huset selvom vi ikke ser hendes ansigt. Det er intenst!

Det var Christinas liv også. En ung kvinde født ind i en familie med en lang historie af søfarere, som har bosat sig i et stort træhus med udsigt over havet i Maine. Hun fødes i 1893, og da hun er ganske lille rammes hun af en sygdom, som efterfølgende gør hende mere og mere invalid. Familien var fattig, og videnskaben begrænset - i dag ved man, at det var en neuropatisk sygdom; men for 100 år siden, var der ikke mange muligheder for behandling eller helbredelse.

Så Christina vokser op i huset med sine tre brødre, forældre og bedstemor i et barsk miljø, hvor der hverken var rindende vand eller elektricitet i huset. De knoklede fra morgen til aften og Christina tog sin del af det hårde arbejde.

Bogen fortælles baglæns fra 1939, hvor den unge maler Andrew Wyeth første gang kommer til huset. Han formår at agere naturligt med hende; hverken intimideret af hendes handicap eller for nysgerrig. Ingen medlidenhed. Han ser huset og hende som en verden i sig selv; men det er jo i høj grad også hendes verden, som maleriets titel indikerer.

Han kommer hos Christina og hendes bror, Al, hvert år. Han maler i deres hus, og derigennem fortælles Christinas historie tilbage fra barndommen og op gennem en ungdom, hvor hun troede og håbede på den store kærlighed. Hun nægtede altid at se læger, og ville heller ikke bruge en kørestol. I stedet endte hun med at hive sig selv frem med armene - og nu ser vi hende pludselig i et helt andet lys i maleriet. En kvinde, der ser sit hus i horisonten - pånær to små rejser til Boston det eneste sted på jordkloden hun nogensinde kom. Det blev hendes verden! Men hun elskede den verden - selvom det betød, at hun forblev ugift. At hendes lillebror opgav sine drømme for at blive boende sammen med hende hele livet.

Christina Olson døde i 1968 blot en måned efter broren; men hun lever nu videre som et ikonisk amerikansk stykke samtidskunst. Det var en virkelig interessant historie - og man kommer godt ind under huden på Christina. Samtidig er ideen med at fortælle et maleri jo fantastisk; at det er en reel person gjorde det blot endnu mere spændende.