Kongeord - Jens Andersen

•  Dansk
• 7. februar
• 112 sider

Jeg er jo i gang med en anden bog; men jeg var gul og grøn af ærgrelse, da jeg for nogle uger siden missede det første oplag af Kong Frederik X's meget overraskende manifest. som man vist godt kan tillade sig at kalde det.

Jeg er vild med alt det kongerøgelse. og desuden var det jo et genialt træk således at overrumple den samlede danske verdenspresse. 

Der var jo mange spekulationer og bekymringer i årets første uger. 

Hvad med forholdet til kirken? Hvad vil han vælge som valgsprog? Vil han overhovedet kunne klare jobbet, nytårstalen osv. osv. Det er trættende i længden, for det er blevet et paradigme, som ingen eksistensberettigelse har.

Da valgsproget så var fløjet ud over den massive folkemængde fra Christiansborgs balkon var der nye diskussioner om kvaliteten af det - og hvordan skulle det mon overhovedet forstås? Forbundet? Eller forbundne? Og hvad er i øvrigt forskellen? Så var der manglen på Gud i valgsproget... det blev skruen uden ende; indtil der overraskende tre dage senere lå en bog i forretningerne. 

Den har jo selvfølgelig ligget klar i en skuffe et sted; man kan jo undre sig herfra og til evigheden over, hvem der vidste hvad hvornår. Det svar får vi nok bare aldrig - eller i det mindste nok ikke så længe Dronning Margrether lever. Men Kong Frederik X har jo haft en del år til at forberede sig på jobbet; og det er da beroligende at vide, at han har gjort sig tanker om, hvordan han ser den rolle.

Dette emne berører han netop i den absolut meget korte bog; den kan læses på 30-40 minutter. Han kommer omkring enkeltdelene i valgsproget - eller kongeordet, som han foretrækker det- men også de værdier, han mener er de mest danske og dem, som vi - Jantelov til trods - bør gøre mere for at fremelske og hævde.

Så kom der nye kritiske røster. For var bogen ikke lidt "nemt" - den kunne jo være redigeret, hjulpet osv. Var det for at undgå et direkte interview eller konfrontation med pressen - her antydes jo de tidligere problemer med at formulere sig helt perfekt i offentlighed.

Jeg ser det snarere virkelig som en genistreg. Kongen har udmærket vidst, hvad pressen ville sige til alt dette - abdikationen, evnerne (eller ej), kongeordet - og det er umuligt at give interviews til alle så hurtigt. Det er også umuligt at undgå individuel fortolkning og gengivelse af interviews.

Hermed står ordene der. Det er enhver frit for at fortolke i en anmeldelse; men ordene står der lige så urokkeligt som et manifest fra en enevældskonge. Jeg synes den stil og ideen med at kalde det for kongeord vidner om et ønske om virkelig at ville sætte aftryk som de historiske konger gjorde det. Blot på en meget moderne måde og med fokus på meget nutidige problemstillinger.

Det skal nok blive spændende at følge!